Forholdet mellem værnetingsaftaler, Rom I-forordningen og CMR-konventionen

Sagen omhandler en litauisk domstols anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af forordning nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, særligt artikel 45 og 71, samt konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej (CMR).

Sagen udspringer af en tvist mellem "Gjensidige" ADB (et forsikringsselskab) og "Rhenus Logistics" UAB (et transportselskab) om tilbagebetaling af erstatning udbetalt af Gjensidige til "ACC Distribution" UAB for skade lidt under en international transportaftale med Rhenus Logistics.

Baggrund

• ACC Distribution indgik aftale med Rhenus Logistics om fragt af computerudstyr fra Holland til Litauen.
• Under transporten blev en del af varerne stjålet, og Gjensidige udbetalte erstatning til ACC Distribution.
• Rhenus Logistics anlagde sag i Holland for at få fastslået ansvarsbegrænsning.
• ACC Distribution og Gjensidige argumenterede for, at de litauiske domstole var kompetente ifølge en værnetingsaftale.
• Den hollandske domstol afviste dette, idet værnetingsaftalen var ugyldig ifølge CMR artikel 41, stk. 1.
• Gjensidige anlagde efterfølgende sag i Litauen for at få Rhenus Logistics til at tilbagebetale erstatningen.
• Den litauiske domstol udsatte sagen, indtil den hollandske domstol havde truffet afgørelse.
• Den hollandske domstol fastslog, at Rhenus Logistics' ansvar var begrænset.
• Rhenus Logistics betalte et beløb svarende til den begrænsede ansvarssum til Gjensidige.
• Den litauiske domstol afviste Gjensidiges krav med henvisning til den hollandske domstols afgørelse.

Centrale Spørgsmål

1. Kan CMR artikel 31 finde anvendelse, selvom der er en værnetingsaftale?
2. Skal artikel 45, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning nr. 1215/2012 fortolkes udvidende til også at omfatte afdeling 7 (værnetingsaftaler) i kapitel II?
3. Er det i strid med grundlæggende retsprincipper at tilsidesætte en værnetingsaftale og en aftale om lovvalg?

Hovedargumenter

Gjensidige argumenterede for, at forordning nr. 1215/2012 artikel 25, stk. 1, har forrang, og at værnetingsaftalen giver enekompetence til de litauiske domstole. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt CMR artikel 31 er forenelig med forordning nr. 1215/2012, da CMR tillader tilsidesættelse af værnetingsaftaler.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 45, stk. 1, litra a) og artikel 45, stk. 1, litra e), nr. ii), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at den ikke tillader en ret i en medlemsstat at nægte at anerkende en afgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat med den begrundelse, at sidstnævnte ret har erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse i en sag, der er anlagt vedrørende en aftale om international transport, under tilsidesættelse af en aftale om værneting som omhandlet i denne forordnings artikel 25, der er en del af denne aftale om international transport.

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, som fremgår af forordningens artikel 36, stk. 1, hvorefter retsafgørelser truffet i en medlemsstat anerkendes i de øvrige medlemsstater uden krav om en særlig procedure.
• Artikel 45, stk. 1, der udtømmende opregner grundene til at afslå anerkendelse af en retsafgørelse. En tilsidesættelse af værnetingsaftaler er ikke inkluderet heri.
• Undtagelsen vedrørende grundlæggende retsprincipper i artikel 45, stk. 1, litra a), skal fortolkes strengt og kan kun anvendes i undtagelsestilfælde, hvor anerkendelse åbenbart vil stride mod retsordenen i den pågældende medlemsstat.
• Artikel 45, stk. 3, der fastslår, at kompetencen for retten i domsstaten som udgangspunkt ikke kan efterprøves.

Retlige Principper

• Gensidig anerkendelse: Retsafgørelser truffet i en medlemsstat skal anerkendes i de øvrige medlemsstater uden særskilt procedure (artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012).
• Udtømmende liste af afvisningsgrunde: Anerkendelse af en retsafgørelse kan kun afslås, hvis en af de grunde, der er udtømmende oplistet i artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, er til stede.
• Grundlæggende retsprincipper (ordre public): Undtagelsen i artikel 45, stk. 1, litra a), skal fortolkes restriktivt og kan kun anvendes, hvis anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvor anerkendelsen søges.
• Forbud mod kompetenceprøvelse: Medmindre andet følger af artikel 45, stk. 1, litra e), kan kompetencen for retten i domsstaten ikke efterprøves (artikel 45, stk. 3).
• Konventioners forrang: Artikel 71 i forordning nr. 1215/2012 fastslår, at konventioner, som medlemsstaterne er parter i, og som fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser på særlige områder, har forrang for forordningen.

Disse principper sikrer, at retsafgørelser frit kan bevæge sig på tværs af medlemsstaterne, og at der er forudsigelighed og retssikkerhed i grænseoverskridende sager. Principperne fremmer også det retlige samarbejde og den gensidige tillid mellem medlemsstaternes domstole.