Urimelige kontraktvilkår: Fordeling af sagsomkostninger og krav om udenretslig henvendelse

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Audiencia Provincial de Málaga (Spanien) vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. Sagen er anlagt af JO og IM mod CAJASUR Banco SA.

JO og IM anlagde sag med påstand om annullation af et vilkår i en aftale om lån med pant i fast ejendom, idet de mente, at vilkåret var urimeligt. CAJASUR Banco erkendte efterfølgende, at vilkåret var urimeligt, men accepterede kun delvis tilbagebetaling. Den spanske ret i første instans gav JO og IM medhold og pålagde CAJASUR Banco at betale sagsomkostningerne.

CAJASUR Banco appellerede alene afgørelsen om sagsomkostningerne til Audiencia Provincial de Málaga, idet de henviste til artikel 395 i den spanske civillov, som fastsætter, at sagsomkostninger ikke kan pålægges, hvis sagsøgte har taget bekræftende til genmæle inden indgivelse af svarskrift, medmindre der foreligger ond tro. Den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse er forenelig med EU-retten.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, i lyset af effektivitetsprincippet, er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en forbruger, der ikke har foretaget en udenretslig henvendelse til den erhvervsdrivende, skal bære sine egne sagsomkostninger, selvom det er fastslået, at et kontraktvilkår er urimeligt.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, i lyset af effektivitetsprincippet, ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en forbruger, der ikke har foretaget en udenretslig henvendelse til den erhvervsdrivende, skal bære sine egne sagsomkostninger, selvom det er fastslået, at et kontraktvilkår er urimeligt. Dette gælder dog under forudsætning af, at den nationale ret kan tage hensyn til veletableret retspraksis om urimelige vilkår og den erhvervsdrivendes holdning for at fastslå ond tro og eventuelt pålægge denne at betale omkostningerne.

Domstolen præciserer, at medlemsstaterne skal sikre effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør, men at de processuelle regler ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugerne at udøve deres rettigheder i henhold til direktivet.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Effektivitetsprincippet: Nationale regler må ikke hindre udøvelsen af EU-rettigheder.
• Medlemsstaternes procesautonomi: Medlemsstaterne har ret til at fastlægge procesregler, men disse skal overholde ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.
• Forbrugerbeskyttelse: Direktiv 93/13 har til formål at beskytte forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår.
• God tro: Den nationale ret kan tage hensyn til den erhvervsdrivendes adfærd og viden om retspraksis vedrørende urimelige vilkår for at vurdere, om der foreligger ond tro.

Centrale EU-retlige principper

• Effektivitetsprincippet: EU-retten skal være effektiv, og nationale regler må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der følger af EU-retten.
• Procesautonomi: Medlemsstaterne har autonomi til at fastlægge deres egne procesregler, men disse skal overholde EU-rettens generelle principper, herunder ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.
• Forbrugerbeskyttelse: EU-retten, særligt direktiv 93/13, tilsigter at beskytte forbrugerne mod urimelige kontraktvilkår og sikre, at de kan udøve deres rettigheder effektivt.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvender disse principper til at vurdere, om den spanske lovgivning, der potentielt pålægger forbrugeren at betale sagsomkostninger, er i overensstemmelse med EU-retten. Domstolen finder, at lovgivningen ikke er i strid med EU-retten, forudsat at den nationale ret kan tage hensyn til den erhvervsdrivendes adfærd og viden om retspraksis vedrørende urimelige vilkår for at vurdere, om der foreligger ond tro.

Betydning for EU-retten

Domstolens afgørelse præciserer:

• Rækkevidden af effektivitetsprincippet i forbindelse med forbrugerbeskyttelse.
• Medlemsstaternes mulighed for at fastlægge procesregler, der potentielt kan pålægge forbrugeren sagsomkostninger, forudsat at det ikke hindrer den effektive udøvelse af EU-rettigheder.
• Betydningen af god tro hos den erhvervsdrivende i vurderingen af, om en national lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten.