Urimelige vilkår i realkreditlån: Fordeling af omkostninger og oprettelsesgebyrer

Sagen omhandler to spanske sager (C-224/19 og C-259/19) om urimelige kontraktvilkår i realkreditlån. Sagerne er anlagt af CY mod Caixabank SA og LG og PK mod Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA (BBVA).

• Baggrund: Sagerne drejer sig om vilkår i låneaftaler, der pålægger låntageren at betale alle omkostninger til oprettelse og aflysning af pant samt et oprettelsesgebyr. De spanske domstole har forskellige fortolkninger af, hvordan disse vilkår påvirker forbrugerne.
• Centrale spørgsmål: Er det i overensstemmelse med EU-retten (direktiv 93/13/EØF) at nægte tilbagebetaling af omkostninger, som forbrugeren har betalt i henhold til et urimeligt vilkår? Kan et oprettelsesgebyr undtages fra vurdering af urimelighed? Hvordan skal forældelsesfrister anvendes på krav om tilbagebetaling?
• Parternes argumenter:
  • CY, LG og PK argumenterer for, at vilkårene er urimelige og kræver tilbagebetaling af alle betalte beløb.
  • Caixabank SA og BBVA hævder, at vilkårene er gyldige, og at oprettelsesgebyret er en del af aftalens hovedgenstand.
• Væsentlige forhold: De forelæggende retter er i tvivl om, hvordan de skal fortolke og anvende EU-retten i lyset af varierende national retspraksis. De ønsker klarhed over, hvilke beføjelser de har til at ændre eller tilsidesætte urimelige vilkår.

Afgørelse

• Domstolen fastslår, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF er til hinder for, at en national ret nægter tilbagebetaling af omkostninger til oprettelse og aflysning af pant, som en forbruger har betalt i henhold til et urimeligt kontraktvilkår, medmindre national ret pålægger forbrugeren disse omkostninger.
• Domstolen præciserer, at begrebet "aftalens hovedgenstand" i direktiv 93/13/EØF omfatter vilkår, der fastlægger aftalens hovedydelser og er kendetegnende for aftalen. Vilkår, der er underordnede, falder uden for dette begreb. Et oprettelsesgebyr er ikke nødvendigvis en hovedydelse. Nationale retter skal altid vurdere, om et vilkår om aftalens hovedgenstand er klart og forståeligt, uanset om direktivets artikel 4, stk. 2, er implementeret.
• Domstolen afgør, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF kan fortolkes således, at et oprettelsesgebyr pålagt forbrugeren kan udgøre en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser, hvis finansinstituttet ikke kan bevise, at gebyret svarer til faktiske tjenester eller omkostninger.
• Domstolen fastslår, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF ikke er til hinder for en national forældelsesfrist for krav om tilbagebetaling af beløb betalt i henhold til et urimeligt vilkår, forudsat at fristen ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugeren at udøve sin ret til restitution.
• Domstolen konkluderer, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF samt effektivitetsprincippet er til hinder for en ordning, der tillader, at forbrugeren pålægges at betale en del af sagsomkostningerne baseret på størrelsen af de tilbagebetalte beløb, da dette kan afholde forbrugerne fra at udøve deres ret til effektiv domstolsprøvelse.

Centrale EU-retlige principper

• Direktiv 93/13/EØF Artikel 6, stk. 1: Urimelige kontraktvilkår er ikke bindende for forbrugeren.
• Direktiv 93/13/EØF Artikel 7, stk. 1: Medlemsstaterne skal sikre effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige vilkår til ophør.
• Direktiv 93/13/EØF Artikel 3, stk. 1: Et vilkår anses for urimeligt, hvis det skaber en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren.
• Effektivitetsprincippet: Nationale regler må ikke gøre det praktisk umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der er tillagt i henhold til EU-retten.
• Klarhed og forståelighed: Kontraktvilkår skal være klare og forståelige for forbrugeren, så de kan vurdere de økonomiske konsekvenser.

Anvendelse og betydning

• Domstolen understreger, at nationale domstole skal sikre, at forbrugere ikke er bundet af urimelige kontraktvilkår, og at de har adgang til effektive retsmidler.
• Afgørelsen præciserer fortolkningen af "aftalens hovedgenstand" og understreger vigtigheden af gennemsigtighed i kontraktvilkår.
• Domstolen anerkender, at forældelsesfrister kan være forenelige med EU-retten, men de må ikke hindre forbrugerens adgang til retfærdighed.
• Afgørelsen fastslår, at nationale regler om sagsomkostninger ikke må afholde forbrugere fra at anfægte urimelige kontraktvilkår.