Beskatning af tilbageførte nedskrivninger efter flytning af vedtægtsmæssigt hjemsted

VP Capital NV anlagde sag mod Belgische Staat vedrørende skattemæssig behandling af tilbageførsel af nedskrivninger efter flytning af selskabets vedtægtsmæssige hjemsted fra Luxembourg til Belgien.

VP Capital, oprindeligt stiftet i Luxembourg, bogførte nedskrivninger af kapitalandele og fradrog disse i sit skattemæssige resultat. Efterfølgende flyttede selskabet sit vedtægtsmæssige hjemsted til Belgien og tilbageførte en del af de tidligere bogførte nedskrivninger.

De belgiske skattemyndigheder beskattede tilbageførslen af nedskrivningerne, da de ikke var bogført på en særskilt passivkonto, som krævet ifølge belgisk lovgivning for urealiserede kapitalgevinster. VP Capital anførte, at dette var i strid med etableringsfriheden.

Hof van Cassatie forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen om, hvorvidt den belgiske skatteordning var i strid med artikel 49 TEUF, da et luxembourgsk selskab blev beskattet af tilbageførslen af nedskrivninger efter flytning til Belgien, mens et belgisk selskab ikke ville blive beskattet af en tilsvarende tilbageførsel.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 49 TEUF er til hinder for en national skattelovgivning, hvorefter værdistigninger på aktier eller selskabsandele, som et selskab har bogført i en medlemsstat efter flytningen af dets vedtægtsmæssige hjemsted til denne medlemsstat, behandles som urealiserede kapitalgevinster, uden hensyntagen til, om disse aktier eller andele har givet anledning til, at selskabet har bogført nedskrivninger på et tidspunkt, hvor det var skattemæssigt hjemmehørende i en anden medlemsstat.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF ikke er til hinder for en national skattelovgivning, der behandler værdistigninger på aktier eller selskabsandele som urealiserede kapitalgevinster, når et selskab har bogført disse stigninger efter flytning af dets vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat. Dette gælder, uanset om selskabet tidligere har bogført nedskrivninger på disse aktier eller andele i en anden medlemsstat.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at et selskab, der flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted, successivt er underlagt to medlemsstaters beskatningskompetence. Værtsmedlemsstaten har ikke haft beskatningskompetence i den periode, hvor nedskrivningerne blev bogført. Derfor er situationen ikke sammenlignelig med et selskab, der altid har været underlagt værtsmedlemsstatens beskatningskompetence.

Retlige principper

• Etableringsfrihed (artikel 49 TEUF):
  • Omfatter retten for selskaber stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning til at flytte deres vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat.
  • Sikrer national behandling i værtsmedlemsstaten, men garanterer ikke skattemæssig neutralitet ved flytning.
• Sammenlignelighed:
  • En forskelsbehandling er kun tilladt, hvis situationerne ikke er objektivt sammenlignelige, eller hvis den er begrundet i et tvingende alment hensyn og står i rimeligt forhold hertil.
  • Sammenligneligheden skal vurderes under hensyntagen til formålet med de omhandlede nationale bestemmelser.
• Fordeling af beskatningskompetence:
  • Et selskab, der flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted, er successivt underlagt to medlemsstaters beskatningskompetence.
  • Værtsmedlemsstaten har ikke beskatningskompetence for den periode, hvor nedskrivningerne blev bogført i en anden medlemsstat.