Restriktioner for etableringsfriheden: Tilskud til konfessionelle privatskoler og krav om national anerkendelse af religiøse samfund

Sagen omhandler en tvist mellem Freikirche der Siebenten-Tags-Adventisten in Deutschland KdöR (den tyske adventistkirke) og Bildungsdirektion für Vorarlberg (Vorarlbergs direktorat for undervisning) vedrørende et tilskud til en privatskole i Østrig, som den tyske adventistkirke anerkender som en konfessionel skole.

Den tyske adventistkirke ansøgte om tilskuddet i henhold til artikel 56 TEUF (fri udveksling af tjenesteydelser), idet den ønskede at blive behandlet på samme måde som kirker og religiøse samfund, der er anerkendt i østrigsk ret. Den kompetente myndighed afslog ansøgningen med henvisning til, at privatskoleloven kun finder anvendelse på kirker og religiøse samfund, der er anerkendt i henhold til østrigsk lovgivning.

Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig) forelagde herefter EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål:

• Er en situation, hvor et religiøst samfund, der er anerkendt i en medlemsstat, ansøger om tilskud til en privatskole i en anden medlemsstat, omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, navnlig artikel 56 TEUF?
• Er artikel 56 TEUF til hinder for en national bestemmelse, der som forudsætning for tildeling af tilskud til konfessionelle privatskoler kræver, at ansøgeren er anerkendt som kirke eller religiøst samfund i henhold til national ret?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 17, stk. 1, TEUF ikke udelukker, at en situation, hvor en kirke eller et religiøst samfund, der er anerkendt i en medlemsstat, ansøger om tilskud til en privatskole i en anden medlemsstat, fra EU-rettens anvendelsesområde. Domstolen fastslog endvidere, at artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, TEUF, ikke er til hinder for en national lovgivning, der betinger tildeling af offentlige tilskud til konfessionelle privatskoler af, at den ansøgende kirke eller det religiøse samfund er anerkendt i den pågældende medlemsstat.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at selvom artikel 17, stk. 1, TEUF udtrykker Unionens neutralitet i forhold til medlemsstaternes organisering af deres forhold til kirker og religiøse samfund, kan denne bestemmelse ikke påberåbes for generelt at udelukke disse organisationers aktiviteter fra EU-rettens anvendelsesområde, når de udøver økonomisk virksomhed. Domstolen fandt, at den omhandlede privatskole udøvede økonomisk virksomhed, da den i vidt omfang blev finansieret af private midler.

Vedrørende etableringsfriheden fastslog Domstolen, at den nationale lovgivning udgjorde en restriktion herpå, da den stillede krav, der var lettere at opfylde for kirker og religiøse samfund, der allerede var etableret i Østrig. Domstolen fandt dog, at restriktionen var begrundet i et legitimt mål, nemlig at sikre et højt uddannelsesniveau og give forældre mulighed for at vælge en uddannelse for deres børn i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning. Domstolen fandt endvidere, at lovgivningen var proportional, da den ikke gik videre end nødvendigt for at nå dette mål, og at den respekterede medlemsstaternes ret til at organisere deres forhold til kirker og religiøse samfund.

Centrale EU-retlige principper

• Etableringsfrihed (artikel 49 TEUF): Domstolen bekræftede, at retten til fri etablering omfatter retten for statsborgere i en medlemsstat til at etablere sig i en anden medlemsstat. Nationale regler, der hindrer eller gør udøvelsen af denne frihed mindre attraktiv, er forbudte.
• Artikel 17 TEUF og medlemsstaternes autonomi: EU skal respektere den status, som kirker og religiøse samfund har i medlemsstaterne. Dette princip begrænser dog ikke anvendelsen af EU-retten, når disse organisationer udøver økonomisk aktivitet.
• Proportionalitetsprincippet: En national restriktion på en grundlæggende frihed er kun tilladt, hvis den er egnet til at nå et legitimt mål og ikke går videre end nødvendigt for at opnå dette mål.
• Forbud mod forskelsbehandling: Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling. Indirekte forskelsbehandling foreligger, når et tilsyneladende neutralt kriterium i realiteten stiller statsborgere fra andre medlemsstater ringere.