Forældelse af retten til årlig betalt ferie: Arbejdsgivers ansvar for at sikre ferieafholdelse

Sagen omhandler en tvist mellem LB (arbejdsgiver) og TO (arbejdstager) vedrørende finansiel kompensation for ikke-afholdt årlig betalt ferie. TO var ansat hos LB fra 1996 til 2017 og krævede efterfølgende betaling for 101 ikke-afholdte feriedage fra perioden 2013-2017.

LB afviste kravet med henvisning til forældelse i henhold til den tyske borgerlige lovbog (BGB). De tyske domstole var uenige om, hvorvidt forældelsesfristen kunne anvendes, når arbejdsgiveren ikke aktivt havde opfordret arbejdstageren til at afholde ferie.

Bundesarbeitsgericht forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om EU-retten (direktiv 2003/88 og EU-chartret) tillader anvendelse af nationale forældelsesregler, når arbejdsgiveren ikke har sikret, at arbejdstageren har haft mulighed for at afholde sin ferie.

Parternes argumenter

• TO (arbejdstager):
  • Har ret til kompensation for ikke-afholdt ferie.
  • Forældelse bør ikke gælde, da LB ikke gav mulighed for at afholde ferie.
• LB (arbejdsgiver):
  • Kravet er forældet i henhold til tysk lov.
  • Har ikke pligt til at sikre, at TO afholder sin ferie.

Centrale spørgsmål

• Er anvendelsen af nationale forældelsesregler forenelig med EU-retten, når arbejdsgiveren ikke har sikret, at arbejdstageren har haft mulighed for at udøve sin ret til årlig betalt ferie?
• Skal direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i EU-chartret fortolkes således, at de forhindrer en sådan anvendelse?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 7 i direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i EU-chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der fastsætter en forældelsesfrist på tre år for retten til årlig betalt ferie, regnet fra udgangen af det år, hvor retten er erhvervet, hvis arbejdsgiveren ikke har sikret, at arbejdstageren faktisk har haft mulighed for at udøve denne ret.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Retten til årlig betalt ferie er en grundlæggende rettighed i EU-retten, fastsat i både direktiv 2003/88 og EU-chartret.
• En national forældelsesfrist kan begrænse udøvelsen af denne ret.
• Begrænsninger i grundlæggende rettigheder skal overholde proportionalitetsprincippet og må ikke udhule rettighedens kerne.
• En arbejdsgiver kan ikke påberåbe sig forældelse, hvis denne selv har undladt at give arbejdstageren mulighed for at afholde ferie.
• At tillade arbejdsgiveren at påberåbe sig forældelse i en sådan situation ville føre til uretmæssig berigelse og undergrave formålet med direktivet om at beskytte arbejdstagernes sundhed.

Retlige Principper

• Retten til årlig betalt ferie:
  • Artikel 7 i direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i EU-chartret anerkender retten til årlig betalt ferie som en grundlæggende rettighed.
• Begrænsning af grundlæggende rettigheder:
  • Begrænsninger i grundlæggende rettigheder skal være fastsat ved lov, respektere rettighedens kerne og være proportionale.
• Arbejdsgiverens forpligtelse:
  • Arbejdsgiveren har en aktiv forpligtelse til at sikre, at arbejdstageren kan udøve sin ret til årlig betalt ferie.
• Forældelse:
  • Nationale forældelsesfrister kan som udgangspunkt anvendes på EU-rettigheder, men de må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve disse rettigheder.
• Proportionalitetsprincippet:
  • En forældelsesfrist kan ikke anvendes, hvis arbejdsgiveren har forhindret arbejdstageren i at udøve sin ret til ferie, da dette ville være uforholdsmæssigt og føre til uretmæssig berigelse.