Varemærkeret: Betingelser for at påberåbe sig en ældre rettighed efter direktiv 2008/95/EF

Domstolen behandler i denne sag fortolkningen af artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95/EF om varemærker. Sagen omhandler en tvist mellem X BV, der driver persontransport med bus, og Classic Coach Company vof m.fl., der ligeledes transporterer personer med turistbusser. Tvisten drejer sig om påstået krænkelse af et Benelux-varemærke, som X BV er indehaver af.

Hoge Raad der Nederlanden har forelagt to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

1. Er det tilstrækkeligt for at fastslå, at der er tale om en tredjemands »ældre rettighed«, at tredjemand har gjort erhvervsmæssig brug af en i den pågældende medlemsstats lovgivning anerkendt rettighed, før varemærket blev registreret, eller er det et krav, at denne tredjemand på grundlag af denne ældre rettighed i henhold til national lovgivning kan forbyde varemærkeindehaver at bruge varemærket?
2. Har det også betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, at varemærkeindehaveren har en (i den pågældende medlemsstats lovgivning anerkendt) endnu ældre rettighed vedrørende det som varemærke registrerede tegn, og i bekræftende fald har det da betydning, om varemærkeindehaveren på grundlag af denne endnu ældre anerkendte rettighed kan forbyde tredjemandens brug af den påberåbte »ældre rettighed«?

Baggrund

Sagen udspringer af en situation, hvor flere parter anvender identiske eller lignende handelsnavne, hvoraf et senere er blevet registreret som varemærke. Indehaveren af det registrerede varemærke kan som følge af passivitet ikke længere modsætte sig brugen af det identiske eller lignende handelsnavn, der anvendes af tredjemand.

Domstolens vurdering

Domstolen fastslår, at det for at kunne påberåbe sig en »ældre rettighed« i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95, ikke er et krav, at indehaveren af denne rettighed kan forbyde indehaveren af det yngre varemærke at bruge dette. Det er tilstrækkeligt, at den ældre rettighed er anerkendt i den pågældende medlemsstats lovgivning og anvendes erhvervsmæssigt.

Domstolen bemærker endvidere, at det forhold, at indehaveren af det yngre varemærke har en endnu ældre rettighed til det registrerede tegn, kan have betydning for eksistensen af en »ældre rettighed«, for så vidt som indehaveren af varemærket på grundlag af denne endnu ældre rettighed faktisk kan gøre indsigelse mod påberåbelsen af en ældre rettighed eller begrænse den.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95/EF skal fortolkes således, at det ikke er et krav for at fastslå eksistensen af en »ældre rettighed«, at indehaveren af denne rettighed kan modsætte sig, at det yngre varemærke bruges af indehaveren af dette.

Domstolen fastslår ligeledes, at artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at en »ældre rettighed« kan anerkendes for en tredjemand, selvom indehaveren af det yngre varemærke har en endnu ældre rettighed, der er anerkendt i medlemsstatens lovgivning, til det tegn, der er registreret som varemærke, forudsat at indehaveren af varemærket og den endnu ældre rettighed ikke længere kan forbyde tredjemandens brug af sin yngre rettighed på grundlag af sin endnu ældre rettighed.

Retlige principper

• Begrebet »ældre rettighed«: Domstolen præciserer, at begrebet »ældre rettighed« i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95 skal fortolkes i lyset af tilsvarende begreber i international ret og EU-rettens generelle systematik.
• Handelsnavn som ældre rettighed: Et handelsnavn kan udgøre en ældre rettighed i henhold til artikel 6, stk. 2, i direktiv 2008/95.
• Harmonisering af varemærkeretten: Artikel 6, stk. 2, sammenholdt med artikel 5 og 7 i direktiv 2008/95, foretager en fuldstændig harmonisering af reglerne om de rettigheder, der er knyttet til varemærket, og definerer de rettigheder, der tilkommer varemærkeindehaverne i Unionen.
• Forholdet mellem ældre rettigheder: EU-retten regulerer primært forholdet mellem ældre rettigheder og registrerede varemærker, mens forholdet mellem forskellige ældre rettigheder primært reguleres af national ret.
• Beskyttelse af eksisterende rettigheder: Det er afgørende, at den påberåbte rettighed er anerkendt og beskyttet i den pågældende medlemsstats lovgivning på det tidspunkt, hvor den påberåbes.