Fortolkning af forordning 883/2004 og foreneligheden af national lovgivning med EU-retten vedrørende førtidig alderspension og udøvelse af advokatvirksomhed

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Wien vedrørende fortolkningen af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og aftalen mellem EU og Schweiz om fri bevægelighed for personer.

FK, der er polsk og tysk statsborger, har udøvet advokatvirksomhed i Tyskland, Østrig og Schweiz. Han ansøgte om førtidig alderspension i Østrig, men hans ansøgning blev afvist, da østrigsk lov kræver, at han giver afkald på at udøve advokatvirksomhed i både ind- og udland.

Verwaltungsgericht Wien forelagde to spørgsmål for EU-Domstolen:

• Hvordan skal artikel 13, stk. 2, litra b), i forordning nr. 883/2004 fortolkes, når en persons interessecenter befinder sig i en ikke-medlemsstat (Schweiz), og personen udøver virksomhed i to medlemsstater (Tyskland og Østrig)?
• Er de østrigske bestemmelser, der kræver afkald på advokatvirksomhed i både ind- og udland som betingelse for førtidig alderspension, forenelige med EU-retten?

FK argumenterede for, at EU-retten er til hinder for en national lovgivning, der gør tildelingen af en alderspension betinget af, at den pågældende skal give afkald på at udøve advokatvirksomhed i ind- og udland.

Den østrigske regering anførte, at kravet om afkald på advokatvirksomhed er begrundet i tvingende almene hensyn, herunder beskyttelse af personer, der stadig udøver advokatvirksomhed, og sikring af den pågældende pensionsordnings finansielle levedygtighed.

Europa-Kommissionen afgav ligeledes indlæg.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at lovvalgsreglerne i forordning nr. 883/2004 ikke finder anvendelse i sager, hvor en person bor og har sit interessecenter i samme medlemsstat, samtidig med at personen udøver beskæftigelse i to andre medlemsstater. Dette gælder, når det skal afgøres, om personen har direkte rettigheder over for institutioner i en af de to andre medlemsstater vedrørende indbetalte bidrag.

Domstolen fastslog endvidere, at artikel 45 TEUF og 49 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der betinger førtidig alderspension af et krav om, at den pågældende person giver afkald på at udøve advokatvirksomhed, uden hensyntagen til den medlemsstat, hvor virksomheden udøves.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med, at forordning nr. 883/2004 har til formål at koordinere de sociale sikringsordninger, men ikke at harmonisere dem. Medlemsstaterne har fortsat kompetence til at udforme deres egne sociale sikringsordninger, men skal overholde EU-retten.

Domstolen fandt, at den østrigske lovgivning, der krævede afkald på advokatvirksomhed i både ind- og udland, udgjorde en hindring for de frihedsrettigheder, der er sikret ved artikel 45 TEUF og 49 TEUF. Denne hindring kan kun accepteres, hvis den forfølger et legitimt formål og er proportional med dette formål.

Domstolen anerkendte, at beskæftigelsespolitiske mål og sikring af pensionsordningers finansielle levedygtighed kan udgøre legitime formål. Den fandt dog, at kravet om afkald på advokatvirksomhed i udlandet gik ud over, hvad der var nødvendigt for at opnå disse mål, da de kunne opnås ved mindre restriktive foranstaltninger.

Centrale EU-retlige principper

• Fri bevægelighed for arbejdstagere (artikel 45 TEUF): Unionsborgere har ret til at søge beskæftigelse i en anden medlemsstat uden diskrimination.
• Etableringsfrihed (artikel 49 TEUF): Unionsborgere har ret til at etablere sig i en anden medlemsstat for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed.
• Proportionalitetsprincippet: Nationale foranstaltninger, der begrænser de grundlæggende frihedsrettigheder, skal være egnede til at opnå det tilsigtede mål og ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål.
• Kompetencefordeling: EU har kompetence til at koordinere de sociale sikringsordninger, men medlemsstaterne har fortsat kompetence til at udforme deres egne ordninger.
• Forordning nr. 883/2004: fastlægger regler for koordinering af de sociale sikringsordninger.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvendte disse principper til at vurdere, om den østrigske lovgivning var forenelig med EU-retten. Den fandt, at lovgivningen udgjorde en hindring for de frihedsrettigheder, der er sikret ved artikel 45 TEUF og 49 TEUF, og at den ikke var proportional med de tilsigtede mål.

Betydning for EU-retten

Dommen bekræfter, at medlemsstaterne skal overholde EU-retten, når de udformer deres sociale sikringsordninger. Den præciserer, at nationale foranstaltninger, der begrænser de grundlæggende frihedsrettigheder, skal være proportionale med de tilsigtede mål.