Kompetence i sager om arbejdsaftaler: Hensigtserklæring og underordnelsesforhold

ROI Land Investments Ltd mod FD omhandler spørgsmålet om retternes kompetence i en sag, hvor en arbejdstager sagsøger en juridisk person, der ikke er den formelle arbejdsgiver, men som har afgivet en hensigtserklæring om at hæfte for arbejdsgiverens forpligtelser.

FD var ansat hos ROI Land, men blev efterfølgende ansat i R Swiss AG, et datterselskab af ROI Land. ROI Land afgav en hensigtserklæring om at garantere R Swiss AG's forpligtelser over for FD. Efterfølgende blev FD afskediget, og R Swiss AG kunne ikke betale de tilgodehavender, FD havde.

FD anlagde sag mod ROI Land ved de tyske domstole med henvisning til hensigtserklæringen. ROI Land bestred de tyske domstoles kompetence.

Bundesarbeitsgericht forelagde sagen for EU-Domstolen for at få afklaret, om de tyske domstole har kompetence i sagen, og hvilken lov der skal anvendes.

Centrale spørgsmål

• Kan en arbejdstager sagsøge en juridisk person, der ikke er den formelle arbejdsgiver, men som hæfter for arbejdsgiverens forpligtelser?
• Har EU-retten forrang for nationale værnetingsregler, selvom de er mere gunstige for arbejdstageren?
• Omfatter begrebet "erhvervsmæssig virksomhed" lønnet beskæftigelse?

Parternes argumenter

• FD argumenterede for, at de tyske domstole har kompetence, da ROI Land havde afgivet en hensigtserklæring, og at han som arbejdstager bør beskyttes.
• ROI Land bestred de tyske domstoles kompetence og anførte, at de ikke var den formelle arbejdsgiver.

Domstolens vurdering

EU-Domstolen fastslog, at en arbejdstager kan sagsøge en person, der ikke er den formelle arbejdsgiver, hvis der er et underordnelsesforhold, og at EU-retten har forrang for nationale værnetingsregler. Domstolen præciserede også, at begrebet "erhvervsmæssig virksomhed" omfatter lønnet beskæftigelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en arbejdstager kan sagsøge en person ved retten på det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, uanset om denne person har bopæl i en medlemsstat eller ej, selvom der ikke er en formel ansættelseskontrakt, men hvor en hensigtserklæring binder denne person til at opfylde en tredjeparts forpligtelser over for arbejdstageren, forudsat at der er et underordnelsesforhold.
2. Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at forbeholdet vedrørende artikel 21, stk. 2, udelukker, at en medlemsstats ret kan basere sig på nationale værnetingsregler, når betingelserne i artikel 21, stk. 2, er opfyldt, selvom de nationale regler er mere gunstige for arbejdstageren. Hvis betingelserne i artikel 21, stk. 2, eller andre bestemmelser i artikel 6, stk. 1, ikke er opfyldt, kan retten frit anvende nationale regler.
3. Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og artikel 6, stk. 1, i Rom I-forordningen skal fortolkes således, at begrebet "erhvervsmæssig virksomhed" omfatter både selvstændig virksomhed og lønnet beskæftigelse. En aftale mellem en arbejdstager og en tredjepart, der ikke er den formelle arbejdsgiver, hvor tredjeparten hæfter direkte for arbejdsgiverens forpligtelser, udgør ikke en kontrakt indgået uden for erhvervsmæssig virksomhed i henhold til disse bestemmelser.

Retlige Principper

• Beskyttelse af svage parter: Forordning nr. 1215/2012 har til formål at beskytte den svage part i ansættelsesforholdet gennem gunstige kompetenceregler.
• Selvstændig fortolkning: Begreber i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes selvstændigt for at sikre ensartet anvendelse i alle medlemsstater.
• Arbejdsforholdets karakteristika: Et arbejdsforhold er kendetegnet ved, at en person udfører arbejde mod betaling og under en anden persons anvisninger.
• Underordnelsesforhold: Eksistensen af et underordnelsesforhold er afgørende for at definere et arbejdsforhold.
• Forrang for EU-ret: Når kompetencen følger af en specifik EU-retlig bestemmelse, har denne forrang for nationale regler, selvom de er mere gunstige for arbejdstageren.
• Sammenhæng i EU-retten: Rom I-forordningens anvendelsesområde skal stemme overens med forordning nr. 1215/2012.