Sprogkrav i videregående uddannelser: Forenelighed med EU's etableringsfrihed

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Letlands forfatningsdomstol vedrørende fortolkningen af artikel 49 TEUF (etableringsfrihed) og artikel 56 TEUF (fri udveksling af tjenesteydelser) samt artikel 16 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

Sagen er anlagt af Boriss Cilevičs m.fl., medlemmer af det lettiske parlament, mod Latvijas Republikas Saeima (det lettiske parlament). Sagen omhandler spørgsmålet om, hvorvidt visse bestemmelser i den lettiske lov om videregående uddannelsesinstitutioner er forenelige med den lettiske forfatning og EU-retten.

Baggrund

• Den lettiske lov om videregående uddannelsesinstitutioner blev ændret i 2018, hvilket medførte en forpligtelse for videregående uddannelsesinstitutioner til primært at udbyde uddannelsesprogrammer på lettisk.
• Undtagelser var mulige for programmer for udenlandske studerende, EU-samarbejdsprogrammer og sprogstudier.
• Sagsøgerne i hovedsagen anførte, at disse bestemmelser begrænsede retten til uddannelse, institutionernes autonomi og etableringsfriheden.

Centrale spørgsmål

• Udgør kravet om, at videregående uddannelser primært skal udbydes på lettisk, en restriktion for etableringsfriheden eller den frie udveksling af tjenesteydelser?
• Hvis ja, er denne restriktion begrundet i et legitimt mål, såsom beskyttelse af det lettiske sprog og national identitet, og er den proportional?

Parternes argumenter

• Sagsøgerne: De anførte, at loven begrænsede deres ret til uddannelse, institutionernes autonomi og etableringsfriheden.
• Det lettiske parlament: De hævdede, at loven var i overensstemmelse med forfatningen, da den ikke begrænsede retten til uddannelse eller ejendomsretten, og at eventuelle begrænsninger var proportionale med målet om at beskytte det lettiske sprog.

Domstolens vurdering

• Domstolen fastslog, at kravet om at udbyde uddannelser på lettisk udgjorde en restriktion for etableringsfriheden.
• Domstolen anerkendte, at beskyttelsen af det lettiske sprog og national identitet var et legitimt mål.
• Domstolen udtalte, at en generel forpligtelse til at undervise på lettisk gik videre end nødvendigt, og at der burde være undtagelser for at sikre proportionalitet.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der principielt pålægger videregående uddannelsesinstitutioner en forpligtelse til udelukkende at udbyde undervisning på denne medlemsstats officielle sprog, forudsat at en sådan lovgivning er begrundet i hensynet til beskyttelsen af denne medlemsstats nationale identitet, dvs. at den er nødvendig og står i et rimeligt forhold til beskyttelsen af det lovligt forfulgte mål.

Domstolen understregede, at selvom medlemsstaterne har et vidt skøn ved valget af foranstaltninger til at beskytte deres officielle sprog, må dette skøn ikke føre til en alvorlig tilsidesættelse af de rettigheder, som borgerne har i medfør af traktatbestemmelserne. En lovgivning, der uden undtagelse kræver, at videregående uddannelsesprogrammer udbydes på medlemsstatens officielle sprog, går ud over, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med:

• Beskyttelse af national identitet: Fremme og stimulering af brugen af en medlemsstats officielle sprog er et legitimt mål, der kan begrunde indskrænkninger i etableringsfriheden.
• Proportionalitetsprincippet: Restriktioner skal være egnede til at sikre det forfulgte mål og ikke gå videre end nødvendigt.
• Nødvendighed: Restriktive foranstaltninger kan kun begrundes, hvis det tilsigtede mål ikke kan nås ved mindre indgribende foranstaltninger.
• Sammenhæng: Lovgivningen skal reelt opfylde hensynet om at nå formålet og gennemføres på en sammenhængende og systematisk måde.
• Undtagelser: Medlemsstater kan indføre en forpligtelse til at bruge deres officielle sprog, forudsat at den er ledsaget af undtagelser, der sikrer, at andre sprog kan bruges i visse tilfælde, såsom uddannelser inden for europæisk eller internationalt samarbejde og uddannelser om kultur og sprog.

Centrale EU-retlige principper

• Etableringsfrihed (Artikel 49 TEUF): Forbud mod restriktioner, der hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område.
• Proportionalitetsprincippet: Enhver restriktion skal være egnet, nødvendig og forholdsmæssig i forhold til det forfulgte mål.
• Beskyttelse af national identitet (Artikel 4(2) TEU): Unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet, herunder beskyttelse af deres officielle sprog.
• Kompetencefordeling (Artikel 165 og 166 TEUF): Unionen har visse kompetencer inden for uddannelsesområdet, men medlemsstaterne har fortsat ansvar for undervisningsindhold og uddannelsessystemernes opbygning.

Anvendelse i sagen

• Domstolen anerkendte, at kravet om at udbyde uddannelser på lettisk udgjorde en restriktion for etableringsfriheden, da det kunne gøre det mindre attraktivt for udenlandske udbydere at etablere sig i Letland.
• Domstolen fandt, at beskyttelsen af det lettiske sprog var et legitimt mål, men at den generelle forpligtelse til at undervise på lettisk gik videre end nødvendigt for at opnå dette mål.
• Domstolen fremhævede vigtigheden af undtagelser, der tillader brug af andre sprog i visse tilfælde, for at sikre proportionalitet.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen bekræfter, at selvom medlemsstaterne har et vist spillerum til at beskytte deres sprog og kultur, skal de overholde EU-rettens grundlæggende principper, herunder etableringsfriheden og proportionalitetsprincippet.
• Afgørelsen understreger, at nationale foranstaltninger, der begrænser grundlæggende friheder, skal være nøje afstemt for at sikre, at de ikke går videre end nødvendigt for at opnå et legitimt mål.