Social sikring for vikarer: Afgrænsning af virksomhedsbegrebet ved udstationering

Sagen omhandler en bulgarsk virksomhed, Team Power Europe, der udlejer vikarer til Tyskland. De bulgarske skattemyndigheder nægtede at udstede en A1-attest, der ville bekræfte, at de bulgarske regler om social sikring fortsat skulle gælde for en vikar udstationeret i Tyskland. Myndighederne mente, at virksomheden ikke udøvede tilstrækkelig virksomhed i Bulgarien.

Administrativen sad – Varna (forvaltningsdomstolen i Varna, Bulgarien) forelagde sagen for EU-Domstolen for at få klarhed over fortolkningen af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 987/2009, der definerer, hvornår en arbejdsgiver "normalt udøver sin virksomhed" i en medlemsstat.

Parternes argumenter:

• Team Power Europe argumenterede for, at de udøvede omfattende virksomhed i Bulgarien gennem udvælgelse, rekruttering og administration af vikarer.
• De bulgarske myndigheder hævdede, at virksomheden primært opererede i Tyskland og derfor ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen om udstationering.

Centrale spørgsmål:

• Skal et vikarbureau udøve en betydelig del af sin virksomhed med udlejning af vikarer i etableringsmedlemsstaten for at kunne anses for at "normalt udøve sin virksomhed" der?
• Hvilke kriterier skal anvendes til at vurdere, om et vikarbureau har en tilstrækkelig tilknytning til etableringsmedlemsstaten?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 987/2009 skal fortolkes således, at et vikarbureau, for at kunne anses for at udøve sin virksomhed normalt i en medlemsstat, skal udøve en betydelig del af sin virksomhed med tilrådighedsstillelse af vikaransatte til brugervirksomheder, der er etableret og driver virksomhed i samme medlemsstat.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• En snæver fortolkning af undtagelsesbestemmelserne i forordning nr. 883/2004, da artikel 12, stk. 1, udgør en undtagelse til hovedreglen om, at en arbejdstager er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres.
• At formålet med forordningerne er at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed og undgå misbrug af forskelle i medlemsstaternes socialsikringsordninger.
• At tillade vikarbureauer at drage fordel af socialsikringsordninger i en medlemsstat uden at udøve en betydelig del af deres virksomhed der, ville kunne føre til "forum shopping" og konkurrenceforvridning.
• At virksomhed i form af udvælgelse og rekruttering af vikaransatte i den medlemsstat, hvor det er etableret, selv hvis denne virksomhed er af betydeligt omfang, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at det kan lægges til grund, at et sådant bureau »normalt udøver sin virksomhed« i denne medlemsstat.

Centrale EU-retlige principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed: Forordning nr. 883/2004 har til formål at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU ved at koordinere medlemsstaternes socialsikringsordninger.
• Lex loci laboris (arbejdsstedets lov): Hovedreglen er, at en arbejdstager er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres.
• Undtagelsesbestemmelser skal fortolkes snævert: Artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 er en undtagelse til hovedreglen og skal derfor fortolkes snævert.
• Forbud mod misbrug (forum shopping): EU-retten må ikke udnyttes alene med det formål at drage fordel af forskelle i medlemsstaternes lovgivning.
• Loyalitet: Medlemsstaterne skal loyalt implementere EU-retten og undgå foranstaltninger, der kan bringe EU's mål i fare.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslog, at et vikarbureau ikke kan påberåbe sig undtagelsen i artikel 12, stk. 1, hvis det primært udøver sin virksomhed i andre medlemsstater. Dette for at undgå misbrug og sikre, at socialsikringsordningen i etableringsmedlemsstaten ikke belastes uforholdsmæssigt.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer betingelserne for, hvornår et vikarbureau kan anses for at udøve sin virksomhed normalt i en medlemsstat i henhold til EU's socialsikringsforordning. Den understreger vigtigheden af en reel tilknytning til etableringsmedlemsstaten for at undgå misbrug af EU-retten.