Direktiv 2016/343: Betydningen for national lovgivning om varetægtsfængsling og bevisbyrde

Domstolen behandlede en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bulgarien vedrørende fortolkningen af direktiv 2016/343 om uskyldsformodning og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, samt artikel 6 og 47 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder. Sagen omhandler en straffesag mod DK, der er anklaget for at tilhøre en organiseret kriminel gruppe og for drab, og som har været varetægtsfængslet siden 2016.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om det er i overensstemmelse med EU-retten, at national lovgivning betinger løsladelse af en varetægtsfængslet person af, at denne godtgør, at der er sket ændringer i omstændighederne.

DK anførte, at den bulgarske lovgivning, som kræver, at den tiltalte beviser ændrede omstændigheder for at blive løsladt, er i strid med uskyldsformodningen og bevisbyrdereglerne i EU-retten.

Europa-Kommissionen argumenterede for, at direktivet ikke regulerer alle aspekter af varetægtsfængsling, og at national ret kan fastsætte betingelser for løsladelse, så længe uskyldsformodningen respekteres.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6 i direktiv 2016/343 samt artikel 6 og 47 i EU-charteret om grundlæggende rettigheder ikke finder anvendelse på national lovgivning, der betinger løsladelse af en varetægtsfængslet person af, at vedkommende godtgør, at der foreligger nye omstændigheder, der begrunder løsladelsen.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at direktivets artikel 6 kun regulerer bevisbyrden ved afgørelser om skyldsspørgsmålet, og ikke ved afgørelser om varetægtsfængsling. Da fordelingen af bevisbyrden i sager om varetægtsfængsling ikke er reguleret af EU-retten, finder chartrets bestemmelser ikke anvendelse.

Retlige Principper

• Uskyldsformodningen: Direktiv 2016/343 har til formål at styrke visse aspekter af uskyldsformodningen. Artikel 3 fastslår, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
• Bevisbyrde: Artikel 6 i direktivet fastlægger, at bevisbyrden for at fastslå skyld påhviler anklagemyndigheden, og enhver tvivl skal komme den tiltalte til gode.
• Minimumsharmonisering: Direktivet er et minimumsharmoniseringsinstrument og kan ikke fortolkes som udtømmende for alle betingelser vedrørende varetægtsfængsling.
• Chartrets Anvendelsesområde: Chartrets bestemmelser er kun bindende for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Da fordelingen af bevisbyrden i sager om varetægtsfængsling ikke er reguleret af EU-retten, finder chartret ikke anvendelse.