Europæisk arrestordre: Anklagemyndighedens kompetence ved straffuldbyrdelse og krav om domstolsprøvelse

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Amsterdam vedrørende fortolkningen af Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre.

Sagen drejer sig om fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt af Procureur des Konings te Brussel (den kongelige anklager i Bruxelles) mod ZB med henblik på fuldbyrdelse af to domme om frihedsstraf.

Det centrale spørgsmål er, om rammeafgørelsen er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der tillader en anklagemyndighed at udstede en europæisk arrestordre med henblik på straffuldbyrdelse, uden at der er mulighed for en særskilt domstolsprøvelse af denne afgørelse.

Rechtbank Amsterdam ønsker klarhed over, om betingelsen om adgang til domstolsprøvelse også gælder, når arrestordren vedrører fuldbyrdelse af en frihedsstraf idømt ved en eksigibel dom.

Domstolens vurdering

Domstolen bemærker, at ordningen med den europæiske arrestordre indeholder en beskyttelse på to niveauer af den eftersøgte persons rettigheder. Beskyttelsen af den berørte persons rettigheder indebærer, at en afgørelse, der opfylder de krav, som en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, skal træffes i hvert fald på et af de to beskyttelsesniveauer.

Domstolen fremhæver, at den europæiske arrestordre i denne sag er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse og er baseret på en eksigibel dom om idømmelse af frihedsstraf. Den uskyldsformodning, der beskytter den pågældende, er blevet ændret i en retssag, der skal opfylde de krav, der følger af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.

Konklusion

Domstolen konkluderer, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der tillægger en anklagemyndighed kompetence til at udstede en europæisk arrestordre med henblik på straffuldbyrdelse, uden at der er adgang til en særskilt domstolsprøvelse af denne afgørelse.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at rammeafgørelse 2002/584 ikke er til hinder for national lovgivning, der tillægger en anklagemyndighed (der deltager i retsplejen, men ikke er en domstol) kompetence til at udstede en europæisk arrestordre med henblik på straffuldbyrdelse, uden at give mulighed for særskilt domstolsprøvelse af denne afgørelse.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en europæisk arrestordre til straffuldbyrdelse er baseret på en eksigibel dom, hvor den eftersøgte allerede har haft mulighed for domstolsprøvelse og dermed er sikret effektive retsmidler. Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan derfor formode, at den eksigible dom overholder de grundlæggende rettigheder og retsprincipper.

Retlige principper

• Princippet om gensidig tillid: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til hinandens retssystemer og overholdelse af EU-retten og grundlæggende rettigheder.
• Princippet om gensidig anerkendelse: Domme og retsafgørelser skal anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater.
• Effektiv domstolsbeskyttelse: Den eftersøgte skal have adgang til effektive retsmidler, hvilket i sager om straffuldbyrdelse sikres gennem den forudgående domstolsprøvelse.
• Forholdsmæssighed: Spørgsmålet om forholdsmæssighed ved en europæisk arrestordre til straffuldbyrdelse skal vurderes på baggrund af den idømte strafs varighed.

Centrale EU-retlige principper

• Gensidig tillid og anerkendelse: Disse principper er fundamentale i EU-retten og muliggør et område uden indre grænser. Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til hinandens retssystemer.
• Rammeafgørelse 2002/584: Denne rammeafgørelse er den første udmøntning af princippet om gensidig anerkendelse på det strafferetlige område.
• Effektiv domstolsbeskyttelse: En afgørelse, der kan gribe ind i en persons frihed, skal kunne prøves af en domstol. Dette krav kan opfyldes på forskellige niveauer.

Anvendelse i sagen

• Domstolen fastslår, at princippet om gensidig tillid indebærer, at den fuldbyrdende stat som udgangspunkt skal have tillid til, at den udstedende stat har overholdt EU-retten og de grundlæggende rettigheder.
• Da den europæiske arrestordre i denne sag er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, er der allerede sket en domstolsprøvelse af skyldsspørgsmålet. Dermed er kravet om effektiv domstolsbeskyttelse opfyldt.
• Domstolen understreger, at spørgsmålet om forholdsmæssighed skal vurderes på baggrund af den idømte straf, som skal være af en vis varighed.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer, at kravet om domstolsprøvelse ikke nødvendigvis indebærer, at der skal være en særskilt prøvelse af selve udstedelsen af den europæiske arrestordre, hvis der allerede er sket en domstolsprøvelse af det forhold, der ligger til grund for arrestordren.
• Afgørelsen understreger vigtigheden af principperne om gensidig tillid og anerkendelse i det retlige samarbejde i straffesager.