Anklagemyndigheders kompetence til at udstede europæiske arrestordrer

Sagen omhandler fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre. De præjudicielle spørgsmål er forelagt af Cour d’appel (Luxembourg) og rechtbank Amsterdam (Nederlandene) i forbindelse med fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer udstedt af franske anklagemyndigheder.

De centrale spørgsmål er, om en anklagemyndighed kan anses for en "udstedende judiciel myndighed" i henhold til rammeafgørelsen, og om kravene til domstolsbeskyttelse er opfyldt, når en dommer har prøvet betingelserne for udstedelse af arrestordren.

Cour d’appel anførte, at de offentlige anklagere i Frankrig ved første øjekast kan anses for at opfylde de krav til uafhængighed, der er opstillet i dom af 27. maj 2019, OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og i Zwickau) (C-508/18 og C-82/19 PPU), for så vidt som justitsministeriet i henhold til strafferetsplejelovens artikel 30 ikke kan give dem instruktioner i enkeltsager. Den forelæggende ret har dog anført, at strafferetsplejelovens artikel 36 giver statsadvokaten ret til, såfremt denne finder det hensigtsmæssigt, ved skriftlige instruktioner at pålægge de offentlige anklagere at indlede retsforfølgning eller at forelægge den kompetente retsinstans skriftlige begæringer.

Rechtbank Amsterdam anførte, at en anklagemyndighed, således som det fremgår af præmis 50, 74 og 75 i dom af 27. maj 2019, OG og PI (anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau) (C-508/18 og C-82/19 PPU), kan anses [for] en udstedende judiciel myndighed i henhold til artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, hvis denne deltager i forvaltningen af den udstedende medlemsstats strafferetspleje, hvis den handler uafhængigt, og hvis dens afgørelse om at udstede en sådan europæisk arrestordre kan undergives domstolsprøvelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at begrebet "udstedende judiciel myndighed" omfatter de offentlige anklagere i en medlemsstat, der varetager strafferetlig forfølgning og er underlagt deres overordnedes ledelse og kontrol, når deres stilling giver dem garanti for uafhængighed, herunder i forhold til den udøvende magt, i forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre.

Domstolen præciserede endvidere, at rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at kravene til effektiv domstolsbeskyttelse af en person, mod hvem der er udstedt en europæisk arrestordre med henblik på strafferetlig forfølgning, er opfyldt, når betingelserne for udstedelse af arrestordren og spørgsmålet om proportionalitet er underlagt domstolsprøvelse i den udstedende medlemsstat.

Retlige Principper

Domstolens afgørelse bygger på følgende EU-retlige principper:

• Gensidig tillid: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt have tillid til hinandens retssystemer og overholdelse af EU-retten.
• Gensidig anerkendelse: Domme og retsafgørelser skal anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater.
• Effektiv domstolsbeskyttelse: Personer, der er berørt af en europæisk arrestordre, skal have adgang til effektive retsmidler.
• Autonomi: Medlemsstaterne har procesautonomi, men EU-retlige begreber skal fortolkes ensartet.
• Uafhængighed: Anklagemyndigheder skal være uafhængige af den udøvende magt ved udstedelse af europæiske arrestordrer.

Domstolen understregede, at effektiviteten af den europæiske arrestordre afhænger af overholdelsen af disse principper og af, at der er en ordning med to niveauer af beskyttelse af de berørte personers rettigheder.