Momspligt ved tilrådighedsstillelse af firmabil til ansatte: Afgrænsning af momspligtig udlejning

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht des Saarlandes vedrørende fortolkningen af artikel 56, stk. 2, i momsdirektivet 2006/112/EF. Spørgsmålet er, om tilrådighedsstillelse af en firmabil til en ansat, uden direkte betaling herfor, udgør momspligtig udlejning.

QM, et administrationsselskab for en investeringsfond i Luxembourg, stillede firmabiler til rådighed for to ansatte bosiddende i Tyskland, men beskæftiget i Luxembourg. Den ene ansatte betalte et årligt beløb, mens den anden fik bilen vederlagsfrit.

De tyske skattemyndigheder (Finanzamt Saarbrücken) mente, at tilrådighedsstillelsen var momspligtig. QM anførte, at der ikke var tale om en ydelse mod vederlag eller udlejning af transportmidler.

Finanzgericht des Saarlandes forelagde herefter spørgsmålet for EU-Domstolen.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 56, stk. 2, i momsdirektivet omfatter tilrådighedsstillelse af en firmabil til en ansat, når denne ikke betaler direkte herfor, og retten til bilen ikke er knyttet til afståelse af andre fordele.

Domstolen bemærker, at anvendelsen af artikel 56, stk. 2, forudsætter, at den undersøgte transaktion er momspligtig.

Domstolen henviser til fast retspraksis om, at en tjenesteydelse kun er momspligtig, hvis der består et retsforhold mellem tjenesteyderen og modtageren, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, og det modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den leverede ydelse.

Domstolen udtaler, at en ydelse, hvor medarbejderen hverken erlægger betaling eller anvender en del af sin kontante løn, som udgangspunkt ikke kan kvalificeres som "levering af ydelser mod vederlag".

Domstolen præciserer, at selvom transaktionen ikke er en tjenesteydelse mod vederlag, kan den alligevel være momspligtig, hvis den kan sidestilles hermed i henhold til momsdirektivets artikel 26, stk. 1, litra a), der omhandler anvendelse af en vare, der indgår i virksomhedens aktiver, til privat brug for personalet, såfremt denne vare har givet ret til fuldt eller delvist fradrag af momsen.

Domstolen understreger, at en transaktion, der sidestilles med en tjenesteydelse mod vederlag i henhold til artikel 26, stk. 1, litra a), ikke kan udgøre udlejning af et "transportmiddel" som omhandlet i direktivets artikel 56, stk. 2, første afsnit.

Domstolen fastslår, at begrebet "udlejning" forudsætter, at ejeren af transportmidlet mod betaling af leje og for en aftalt periode overdrager lejeren retten til at bruge dette og til at udelukke andre herfra. Den manglende betaling af leje kan ikke opvejes af, at den private benyttelse af godet i indkomstskattemæssig henseende anses for en fordel, der kan opgøres.

Domstolen bemærker, at sagen også vedrører den omstændighed, at QM stiller et køretøj til rådighed for en af sine medarbejdere, for hvilket sidstnævnte i løbet af de i hovedsagen omhandlede år har indbetalt næsten 5700 EUR pr. år, som er blevet fratrukket vedkommendes løn. I et sådant tilfælde kan der være tale om en levering af tjenesteydelser mod vederlag som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112, som derfor kan være omfattet af artikel 56, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2006/112, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 56, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at tilrådighedsstillelse af et køretøj fra en afgiftspligtig person til dennes ansatte ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde, medmindre transaktionen udgør en tjenesteydelse mod vederlag i henhold til direktivets artikel 2, stk. 1, litra c).

Domstolen præciserer dog, at artikel 56, stk. 2, første afsnit, finder anvendelse, hvis der er tale om en tjenesteydelse mod vederlag (artikel 2, stk. 1, litra c)), og den ansatte har ret til at anvende køretøjet privat og udelukke andre herfra mod betaling af leje i en periode på over 30 dage.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med, at momspligten forudsætter en direkte sammenhæng mellem den leverede ydelse og den modtagne modværdi. I sager, hvor en ansat stilles et køretøj til rådighed uden direkte betaling eller lønomlægning, mangler denne direkte sammenhæng.

Domstolen fremhæver, at begrebet "udlejning" i momsdirektivets forstand forudsætter en reel betaling af leje, og at en fordel i naturalier (fri bil) ikke kan sidestilles hermed. Der skal være en egentlig aftale om brugsperioden og retten til at udelukke andre fra brugen.

Domstolen understreger, at afgiftspligt i videst muligt omfang bør ske der, hvor goderne og tjenesteydelserne forbruges, hvilket i henhold til direktivets artikel 56, stk. 2, første afsnit, svarer til det sted, hvor den ikke-afgiftspligtige person, som køretøjet udlejes til, har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted.

Centrale EU-retlige principper

• Momspligt ved tjenesteydelser: Artikel 2, stk. 1, litra c), i momsdirektivet fastslår, at levering af ydelser mod vederlag er momspligtig.
• Direkte sammenhæng: Der skal være en direkte sammenhæng mellem ydelsen og den modtagne modværdi for at udløse momspligt.
• Begrebet udlejning: Udlejning af et transportmiddel forudsætter, at ejeren overdrager retten til at bruge transportmidlet mod betaling af leje og for en aftalt periode.
• Forbrugssted: Afgiftspålæggelsen bør i videst muligt omfang ske der, hvor goderne og tjenesteydelserne forbruges.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvender disse principper til at afgøre, om tilrådighedsstillelse af firmabiler til ansatte udgør en momspligtig ydelse. Da der i visse tilfælde ikke er en direkte betaling eller lønomlægning, konkluderer Domstolen, at der ikke nødvendigvis er tale om en momspligtig udlejning.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer fortolkningen af momsdirektivets bestemmelser om tjenesteydelser og udlejning, og fastlægger kriterierne for, hvornår tilrådighedsstillelse af firmabiler til ansatte udløser momspligt. Dette har betydning for virksomheder og ansatte i hele EU.