TV-retransmission via satellit og "must carry"-forpligtelser: Forenelighed med EU-retten

TV Play Baltic AS, et selskab etableret i Estland, udsender betalings-tv-kanalpakker i Litauen via et satellitnetværk ejet af en tredjepart. Lietuvos radijo ir televizijos komisija (LRTK) pålagde TV Play Baltic at retransmittere Lietuvos nacionalinis radijas ir televizija (LRT) kanalen LRT Kultūra. TV Play Baltic anfægtede denne afgørelse og anmodede om fritagelse fra denne forpligtelse.

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af EU-retten, herunder rammedirektivet 2002/21/EF, forsyningspligtdirektivet 2002/22/EF og artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser.

De centrale spørgsmål var:

• Om TV Play Baltics aktiviteter udgør "udbud af et elektronisk kommunikationsnet".
• Om forsyningspligtdirektivet tillader, at medlemsstaterne pålægger en "must carry"-forpligtelse til virksomheder som TV Play Baltic.
• Om artikel 56 TEUF er til hinder for en sådan forpligtelse, når LRT selv kan transmittere kanalen, og kun en lille procentdel af husstandene berøres.

TV Play Baltic argumenterede for, at retransmissionspligten udgjorde en uforholdsmæssig begrænsning af deres frihed til at udbyde tjenesteydelser, da LRT selv havde mulighed for at distribuere kanalen, og kun en begrænset del af befolkningen var afhængig af satellitdistribution.

LRTK anførte, at retransmissionspligten var nødvendig for at sikre adgangen til public service-indhold for alle borgere, uanset distributionsplatform, og at forpligtelsen var i overensstemmelse med EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 2, litra m), i rammedirektivet 2002/21/EF skal fortolkes således, at TV-retransmissionsaktiviteter via satellitnet ejet af tredjemand ikke er omfattet af begrebet »udbud af et elektronisk kommunikationsnet«.
2. Artikel 31, stk. 1, i forsyningspligtdirektivet 2002/22/EF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger en forpligtelse til at udsende et TV-program i forhold til virksomheder, som via satellitnet ejet af tredjemand retransmitterer TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, og tilbyder deres kunder kanalpakker.
3. Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger en forpligtelse til gratis at udsende en TV-kanal i forhold til virksomheder, som via satellitnet ejet af tredjemand retransmitterer TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, og tilbyder deres kunder kanalpakker, forudsat at sendepligten giver et betydeligt antal slutbrugere adgang til kanalen, og at der tages hensyn til den geografiske fordeling af slutbrugerne, om operatøren retransmitterer kanalen uden kryptering, og om kanalen er gratis tilgængelig via internettet og det jordbaserede TV-net. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve disse forhold.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at:

• TV-retransmission via satellit ikke udgør "udbud af et elektronisk kommunikationsnet", da virksomheden blot giver adgang til audiovisuelt indhold.
• Forsyningspligtdirektivet ikke hindrer medlemsstaterne i at pålægge sendepligt for virksomheder, der tilbyder TV-indhold via satellit.
• Artikel 56 TEUF tillader en sådan forpligtelse, hvis den varetager tvingende almene hensyn (f.eks. kulturpolitik) og er proportional.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF):
  • Denne frihed kan begrænses, hvis det varetager tvingende almene hensyn og er proportionalt.
  • Kulturpolitik kan udgøre et tvingende alment hensyn.
• Proportionalitetsprincippet:
  • En restriktion skal være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål og ikke gå videre end nødvendigt.
  • Ved vurderingen af proportionaliteten skal der tages hensyn til antallet af slutbrugere, geografisk fordeling, tilgængelighed via andre medier (internet, jordbaseret net) og om kanalen retransmitteres ukrypteret.
• Fortolkning af direktiver om elektronisk kommunikation:
  • Direktiverne berører ikke nationale foranstaltninger, der forfølger mål af almen interesse, især vedrørende regulering af indhold og politik på det audiovisuelle område.
  • Medlemsstaterne kan pålægge "must carry"-forpligtelser ud over dem, der er omhandlet i forsyningspligtdirektivet.