Fortolkning af forsyningspligtdirektivet: Must carry-forpligtelse for streamingtjenester

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den franske Conseil d'État vedrørende fortolkningen af artikel 31, stk. 1, i forsyningspligtdirektivet (2002/22/EF). Spørgsmålet er, om en virksomhed, der tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, kan anses for en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet, og dermed kan pålægges en must carry-forpligtelse.

France Télévisions SA anførte, at Playmédia ikke kan nyde godt af den forpligtelse, som er fastsat i den franske lov om kommunikationsfrihed, da betingelserne i forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, ikke er opfyldt.

Conseil supérieur de l’audiovisuel (CSA) havde pålagt France Télévisions at overholde bestemmelserne i lov om kommunikationsfrihed og ikke hindre Playmédia i at transmittere programmer via streaming.

Domstolen skulle tage stilling til, om en virksomhed, der tilbyder visning af TV-programmer via streaming, alene af denne grund kan anses for at udbyde elektroniske kommunikationsnet, og om en medlemsstat kan pålægge sådanne virksomheder en must carry-forpligtelse uden at tilsidesætte EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at en virksomhed, der tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, ikke alene af denne grund kan anses for en virksomhed, der udbyder elektroniske kommunikationsnet til transmission af radio- og TV-kanaler til offentligheden.

Domstolen fastslog endvidere, at forsyningspligtdirektivet ikke er til hinder for, at en medlemsstat pålægger virksomheder, der tilbyder visning af TV-programmer via streaming uden at udbyde elektroniske kommunikationsnet, en must carry-forpligtelse.

Retlige Principper

• Forsyningspligtdirektivet (2002/22/EF):
  • Artikel 31 om must carry-forpligtelser giver medlemsstaterne mulighed for at pålægge virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet, en forpligtelse til at transmittere bestemte radio- og TV-kanaler.
• Rammedirektivet (2002/21/EF):
  • Adskiller regulering af transmission fra regulering af indhold.
  • De fælles rammebestemmelser omfatter ikke indholdet af tjenester leveret via elektroniske kommunikationsnet.
• Fri udveksling af tjenesteydelser (Artikel 56 TEUF):
  • Finder ikke anvendelse, når alle elementer i en sag er begrænset til en enkelt medlemsstat, medmindre der er en klar tilknytning til EU-retten.