Forbrugerkredit: Urimelige kontraktvilkår og nationale lofter for renteuafhængige omkostninger

Sagen omhandler tre polske sager (C-84/19, C-222/19 og C-252/19) om forbrugerkreditaftaler og urimelige kontraktvilkår. Sagerne er anlagt af Profi Credit Polska S.A., BW og QL mod henholdsvis QJ, DR og CG.

Sąd Rejonowy Szczecin – Prawobrzeże i Zachód w Szczecinie og Sąd Rejonowy w Opatowie har forelagt præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår og direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditaftaler.

Baggrund

Sagerne drejer sig om forbrugerkreditaftaler, hvor forbrugerne har indgået aftaler med kreditinstitutter. Aftalerne indeholder forskellige gebyrer og omkostninger, som forbrugerne finder urimelige. De forelæggende retter er i tvivl om, hvorvidt disse vilkår er omfattet af direktivernes beskyttelse, og om de nationale regler om maksimale renteuafhængige kreditomkostninger er forenelige med EU-retten.

Centrale spørgsmål

• Er kontraktvilkår om renteuafhængige kreditomkostninger, der er fastsat under hensyntagen til et nationalt loft, udelukket fra direktiv 93/13's anvendelsesområde?
• Kan en national lovgivning, der fastsætter en metode til beregning af maksimale renteuafhængige kreditomkostninger, være i strid med direktiv 2008/48, hvis den tillader, at erhvervsdrivende pålægger forbrugeren en andel af virksomhedens generelle omkostninger?
• Er kontraktvilkår, der pålægger forbrugeren forskellige omkostninger uden at specificere, hvilke ydelser de dækker, klare og forståelige?

Hovedargumenter

• Kreditinstitutterne argumenterer for, at de nationale regler om maksimale renteuafhængige kreditomkostninger er i overensstemmelse med EU-retten, og at kontraktvilkårene er klare og forståelige.
• Forbrugerne argumenterer for, at kontraktvilkårene er urimelige, og at de nationale regler giver kreditinstitutterne mulighed for at pålægge forbrugerne omkostninger, der ikke er berettigede.

Domstolens vurdering

Domstolen fastslår, at direktiv 2008/48 ikke harmoniserer fordelingen af omkostninger i en kreditaftale, og at medlemsstaterne derfor kan fastsætte lovgivningsmæssige mekanismer for disse omkostninger, forudsat at de ikke er i strid med de harmoniserede regler. Domstolen fastslår også, at kontraktvilkår om renteuafhængige kreditomkostninger ikke er udelukket fra direktiv 93/13's anvendelsesområde, selvom de er fastsat under hensyntagen til et nationalt loft. Endelig fastslår Domstolen, at kontraktvilkår, der pålægger forbrugeren forskellige omkostninger uden at specificere, hvilke ydelser de dækker, kan være urimelige, hvis de ikke er klare og forståelige.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

1. Artikel 3, litra g), og artikel 22 i direktiv 2008/48 tillader national lovgivning om forbrugerkredit, der fastsætter en beregningsmetode for maksimale renteuafhængige kreditomkostninger, selvom metoden tillader erhvervsdrivende at pålægge forbrugeren en andel af virksomhedens generelle omkostninger, så længe lovgivningen ikke strider mod direktivets harmoniserede regler.
2. Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 udelukker ikke kontraktvilkår om renteuafhængige kreditomkostninger fra direktivets anvendelsesområde, selvom national lovgivning fastsætter et loft, og omkostningerne overstiger dette loft eller det samlede kreditbeløb.
3. Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 finder ikke anvendelse på kontraktvilkår, der pålægger forbrugeren andre omkostninger end hovedstol og renter, hvis vilkårene ikke specificerer arten af disse omkostninger eller de tjenester, de dækker, og hvis de er formuleret på en måde, der kan forvirre forbrugeren om dennes forpligtelser og økonomiske konsekvenser. Det er op til den forelæggende ret at efterprøve dette.
4. Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 fastslår, at et kontraktvilkår om renteuafhængige kreditomkostninger, der er lavere end det lovbestemte loft, og som overvælter långivers omkostninger på forbrugeren, kan skabe en betydelig skævhed mellem parternes rettigheder og pligter, hvis vilkåret pålægger forbrugeren omkostninger, der er ude af proportion med ydelserne og lånets størrelse. Det er op til den forelæggende ret at efterprøve dette.

Retlige principper

• Direktiv 2008/48/EF:
  • Artikel 3, litra g), definerer "samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten" bredt, men harmoniserer ikke fordelingen af omkostninger.
  • Artikel 22 tillader ikke medlemsstaterne at indføre bestemmelser, der fraviger direktivets harmoniserede bestemmelser.
• Direktiv 93/13/EØF:
  • Artikel 1, stk. 2, udelukker kontraktvilkår, der afspejler love eller administrative bestemmelser, fra direktivets anvendelsesområde, men dette gælder kun, hvis bestemmelserne er bindende og fastlægger parternes rettigheder og forpligtelser.
  • Artikel 3, stk. 1, fastslår, at et kontraktvilkår kan være urimeligt, hvis det skaber en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren.
  • Artikel 4, stk. 2, undtager vurderingen af aftalens hovedgenstand og overensstemmelsen mellem pris og ydelse, forudsat at vilkårene er klare og forståelige.
  • Artikel 5 kræver, at alle kontraktvilkår er udarbejdet på en klar og forståelig måde.
  • Artikel 8 tillader medlemsstaterne at vedtage strengere bestemmelser for at sikre en mere omfattende forbrugerbeskyttelse.
• Gennemsigtighedskravet:
  • Kræver, at forbrugeren er i stand til at vurdere de økonomiske konsekvenser af aftalen.
• God tro:
  • Den erhvervsdrivende skal handle loyalt og rimeligt og med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere vilkåret efter individuel forhandling.