Støtteberettigede udgifter under Den Europæiske Fiskerifond: Betydningen af tredjemands bidrag

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 55, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1198/2006 om Den Europæiske Fiskerifond (EFF).

Ursa Major Services BV (UMS) havde ansøgt om tilskud til et fiskeriprojekt på vegne af en fond og ni fiskerivirksomheder. Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit (ministeren) bevilgede et tilskud, men efterfølgende opstod der uenighed om, hvorvidt økonomiske bidrag fra tredjemand kunne medregnes i de støtteberettigede omkostninger.

Ministeren afviste at godkende en ændring i projektets budget, idet han mente, at bidrag fra tredjemand ikke kunne støttes, da disse omkostninger ikke var afholdt af tilskudsmodtageren selv. UMS anfægtede denne afgørelse, og den forelæggende ret ønskede at vide, om artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 1198/2006 finder anvendelse på forholdet mellem støtteyder og støttemodtager, og om udgifter afholdt af tredjemand kan betragtes som udgifter, der reelt er afholdt af modtageren.

De præjudicielle spørgsmål drejede sig om:

• Om artikel 55, stk. 1, finder anvendelse på forholdet mellem støtteyder og modtager.
• Om udgifter afholdt af tredjemand (eventuelt ved modregning) kan betragtes som udgifter, der reelt er afholdt af modtageren.
• Om en praksis, hvor støtteyderen tidligere har betragtet tilskud fra tredjemand som støtteberettigede, kan tillægges betydning.

Domstolen skulle således tage stilling til, om betalinger foretaget af en tilskudsmodtager, men finansieret af tredjemand, kan anses for støtteberettigede udgifter i henhold til EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 1198/2006 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på forholdet mellem forvaltningsmyndigheden for et operationelt program og modtageren af et tilskud, som er bevilget under Den Europæiske Fiskerifond. Dette betyder, at bestemmelsen kan påberåbes over for tilskudsmodtageren.

Domstolen fastslår endvidere, at et beløb, der faktureres en tilskudsmodtager og betales af denne, kan betragtes som udgifter, der reelt er afholdt, selvom tredjemand, der har faktureret beløbet, også har bidraget økonomisk til projektet. Dette gælder, uanset om bidraget er givet ved modregning eller via en separat faktura, forudsat at både udgift og bidrag er behørigt dokumenteret med fakturaer eller regnskabsdokumenter. Det er den forelæggende rets opgave at efterprøve denne dokumentation.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med, at artikel 55, stk. 1, har direkte virkning og dermed forpligter alle myndigheder i medlemsstaterne, herunder administrative organer. Bestemmelsen fastsætter et utvetydigt krav om, at udgifterne reelt skal være afholdt af modtagerne, men forordningen er ikke til hinder for, at en modtager af tilskud modtager bidrag fra tredjemand.

Domstolen fremhæver, at forordning nr. 1198/2006 ikke lader udgifters støtteberettigelse afhænge af finansieringsmåden, og at tredjemands økonomiske bidrag derfor ikke i sig selv er relevant for at bestemme omfanget af de udgifter, der reelt er afholdt. En anden fortolkning ville stride mod målet om at fremme anvendelsen af private finansieringskilder.

Centrale EU-retlige principper

• Direkte virkning: EU-forordninger har direkte virkning i medlemsstaterne, hvilket betyder, at de skaber rettigheder og pligter for både myndigheder og private.
• Forrang: EU-retten har forrang over national ret, hvilket indebærer, at nationale bestemmelser ikke kan tilsidesætte EU-rettens krav.
• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne er forpligtede til at sikre, at EU-retten får fuld virkning, og at nationale regler ikke hindrer dette.
• Fortolkning: Ved fortolkning af EU-retlige bestemmelser skal der tages hensyn til både ordlyden, sammenhængen og formålet med lovgivningen.

I denne sag fastslår Domstolen, at artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 1198/2006 har direkte virkning og dermed forpligter de nationale myndigheder til at sikre, at udgifterne reelt er afholdt af tilskudsmodtagerne. Domstolen fortolker dog bestemmelsen i lyset af forordningens formål om at fremme private finansieringskilder, hvilket betyder, at tredjemands bidrag ikke nødvendigvis udelukker støtteberettigelse.