Momsfradrag og tinglysningsudgifter ved erhvervelse af fast ejendom

Amărăşti Land Investment SRL anlagde sag mod Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Timişoara og Administraţia Judeţeană a Finanţelor Publice Timiş vedrørende tilbagebetaling af moms. Sagen omhandlede fradragsret for moms på udgifter afholdt i forbindelse med den første indførelse af landområder i den nationale tingbog.

Amărăşti Land Investment havde erhvervet landbrugsjord og i den forbindelse afholdt udgifter til advokater, notarer og specialiserede selskaber for at få jorden indført i tingbogen. Selskabet ansøgte om momsfradrag for disse udgifter, men de rumænske skattemyndigheder afslog, idet de mente, at selskabet havde leveret en tjenesteydelse til sælgerne ved at afholde udgifterne til tinglysningen.

Den forelæggende ret, Tribunalul Timiş, forelagde herefter præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af momsdirektivet, særligt artikel 24, 28, 167 og 168. Spørgsmålene omhandlede, hvorvidt en køber, der afholder udgifter til den første indførelse af fast ejendom i tingbogen, foretager en levering af ydelser til sælgeren, eller om der er tale om investeringsudgifter, der berettiger til momsfradrag. Domstolen skulle også tage stilling til, om parterne frit kan aftale, hvem der skal afholde udgifterne til tinglysningen.

Domstolen fastslog, at momsdirektivet ikke forhindrer parterne i at aftale, at køberen afholder udgifterne til tinglysning. Domstolen fandt desuden, at køberen i denne situation anses for at have leveret en ydelse til sælgeren, jf. momsdirektivets artikel 28.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at momsdirektivet ikke forhindrer parterne i en ejendomsoverdragelse i at aftale, at erhververen helt eller delvist afholder udgifterne til de lovpligtige formaliteter, herunder den første indførelse i tingbogen. Tilstedeværelsen af en sådan klausul i en salgsaftale er dog ikke afgørende for erhververens ret til momsfradrag.

Domstolen præciserer, at en afgiftspligtig erhverver, der kontraktligt forpligter sig til at foretage de nødvendige tiltag for den første indførelse af en fast ejendom i tingbogen, anses for personligt at have leveret disse tjenesteydelser til sælgeren, selvom salgsprisen ikke omfatter modværdien af matrikeltransaktionerne.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med, at momsdirektivet ikke begrænser parternes frihed til at aftale, hvem der skal afholde udgifterne til de lovpligtige formaliteter. Dog påhviler det sælgeren at sikre den første indførelse i tingbogen, hvilket er en retlig forpligtelse.

Domstolen henviser til artikel 28 i momsdirektivet, hvorefter en afgiftspligtig person, der handler i eget navn, men for tredjemands regning, anses for selv at have modtaget og leveret ydelsen. Da forpligtelsen til at foretage den første indførelse i tingbogen påhviler sælgeren, anses erhververen for at handle for sælgerens regning, når denne foretager de nødvendige skridt.

Det er uden betydning, at erhververen ikke viderefakturerer udgifterne til sælgeren, da momsdirektivets artikel 28 ikke indeholder betingelser om gensidighed.

Centrale EU-retlige principper

• Kontraktfrihed: Parterne i en transaktion har som udgangspunkt frihed til at aftale, hvem der skal afholde udgifterne til de lovpligtige formaliteter.
• Artikel 28 i momsdirektivet: En afgiftspligtig person, der handler i eget navn, men for tredjemands regning, anses for selv at have modtaget og leveret ydelsen.
• Neutralitetsprincippet: Momsordningen skal sikre neutralitet, således at den økonomiske virksomhed ikke påvirkes af momsens tilstedeværelse.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvender disse principper til at fastslå, at momsdirektivet ikke forhindrer parterne i at aftale, at erhververen afholder udgifterne til tinglysning. Da tinglysningen er en forpligtelse, der påhviler sælgeren, anses erhververen for at handle for sælgerens regning, når denne afholder udgifterne. Dette udløser momspligt i henhold til artikel 28.

Betydning for EU-retten

Afgørelsen præciserer anvendelsen af artikel 28 i momsdirektivet og bekræfter, at en afgiftspligtig person kan anses for at handle for tredjemands regning, selvom der ikke er en direkte viderefakturering af udgifterne. Dette har betydning for forståelsen af momspligten i situationer, hvor en part påtager sig en forpligtelse, der retteligt påhviler en anden part.