Afgiftsberegning for kulbrinteudvinding: Forenelighed af national lovgivning med EU-retten

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia (den regionale forvaltningsdomstol for Lombardiet, Italien) vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, i direktiv 94/22/EF om betingelser for tildeling og udnyttelse af tilladelser til prospektering, efterforskning og produktion af kulbrinter.

Sagen er anlagt af Eni SpA og Shell Italia E & P SpA mod Ministero dello Sviluppo Economico (ministeriet for økonomisk udvikling, Italien) og Ministero dell’Economia e delle Finanze (økonomi- og finansministeriet, Italien) angående beregningen af afgifter for udnyttelse af den mineralholdige undergrund.

De centrale spørgsmål er, om den italienske lovgivning, der anvender energikvoteindekset (baseret på priserne for råolie og andre brændstoffer) til beregning af disse afgifter, er i overensstemmelse med EU-retten, eller om Pfor-indekset (knyttet til markedsprisen på naturgas på kort sigt) burde anvendes.

Eni og Shell argumenterede for, at energikvoteindekset stiller dem dårligere end andre aktører på naturgasmarkedet, da det resulterer i højere afgifter.

Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) havde tidligere godkendt brugen af energikvoteindekset for at sikre stabilitet og forudsigelighed i statens indtægter.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 94/22, sammenholdt med direktivets sjette betragtning, ikke er til hinder for en national lovgivning, hvor afgifterne for naturgasudvindingskoncessioner beregnes på baggrund af et indeks baseret på priserne for råolie og andre brændstoffer på mellemlang og lang sigt, og ikke et indeks, der afspejler markedsprisen for naturgas på kort sigt.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Medlemsstaterne har et betydeligt råderum ved fastlæggelsen af metoden til beregning af afgiften.
• Ligebehandlingsprincippet finder ikke anvendelse, da koncessionshavere ikke er i en sammenlignelig situation med andre aktører på PSV-markedet.
• Direktiv 94/22 fastsætter ikke en bestemt metode til at fastsætte afgiften eller at dens værdi skal være knyttet til prisen på naturgas på PSV-markedet.
• Det er ikke urimeligt, at en medlemsstat vælger en metode, der sikrer mere stabile og forudsigelige offentlige indtægter.
• Medlemsstaterne må ikke pålægge afgifter, der gør det umuligt at udøve naturgasudvinding eller som ikke sikrer enhedernes uafhængighed på ledelsesområdet.

Retlige Principper

• Ligebehandlingsprincippet: Ensartede situationer må ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer må ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet.
• Medlemsstaternes råderum: Direktiv 94/22 giver medlemsstaterne et betydeligt råderum ved fastlæggelsen af metoden til beregning af og vilkårene for en afgift for udvinding af kulbrinter.
• Begrænsninger for afgifter: Medlemsstaterne kan ikke pålægge afgifter, der er så store, at de i praksis gør det umuligt at udøve prospektering, efterforskning og produktion af naturgas, eller som ikke gør det muligt at sikre enhedernes uafhængighed på ledelsesområdet.
• Fortolkning af direktiv 94/22: Direktivet fastsætter ikke en bestemt metode til at fastsætte afgiften eller at dens værdi skal være knyttet til prisen på naturgas på PSV-markedet.