Begrænsning af anerkendelse af tidligere beskæftigelse og arbejdskraftens frie bevægelighed

Adelheid Krah anlagde sag mod Universität Wien, da universitetet ikke fuldt ud anerkendte hendes tidligere beskæftigelse ved Universität München ved fastsættelsen af hendes løn som senior lecturer/postdoc. Universität Wien havde et regelsæt, der begrænsede anerkendelsen af tidligere relevant beskæftigelse til maksimalt fire år.

Sagen omhandler fortolkningen af artikel 45 TEUF (arbejdskraftens frie bevægelighed) og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 (ligebehandling af arbejdstagere).

Adelheid Krah argumenterede for, at alle hendes tidligere beskæftigelsesperioder burde anerkendes, mens Universität Wien henviste til deres interne regelsæt, der begrænsede anerkendelsen af tidligere beskæftigelse.

Oberlandesgericht Wien forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om EU-retten er til hinder for en ordning, hvor tidligere beskæftigelsesperioder kun anerkendes delvist, og om en aflønningsordning, der knytter højere løn til anciennitet hos den nuværende arbejdsgiver, er i strid med arbejdskraftens frie bevægelighed.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 45, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for et universitetsregelsæt, der ved fastlæggelse af lønindplacering for en senior lecturer/postdoc kun tager hensyn til tidligere beskæftigelse i en anden medlemsstat i op til fire år, når denne beskæftigelse svarer til den aktuelle stilling.

Artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 tillader dog et sådant regelsæt, hvis den tidligere beskæftigelse i en anden medlemsstat ikke var tilsvarende, men blot nyttig for stillingen som senior lecturer/postdoc.

Begrundelse

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en begrænsning af anerkendelsen af tidligere relevant beskæftigelse kan afskrække arbejdstagere fra andre medlemsstater fra at søge stillinger, hvilket hindrer den frie bevægelighed for arbejdstagere.

Domstolen anerkender, at det er legitimt at belønne erfaring, der forbedrer arbejdsudførelsen, men finder, at en generel begrænsning på fire år ikke er egnet til at sikre dette mål, da den ikke tager højde for den individuelle udvikling og de specifikke krav i stillingen.

Domstolen understreger, at EU-retten ikke garanterer neutrale virkninger af en flytning mellem medlemsstater, men sikrer, at arbejdstagere fra andre medlemsstater underlægges de samme betingelser som værtsmedlemsstatens egne arbejdstagere.

Centrale EU-retlige principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (artikel 45 TEUF):
  • Forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet vedrørende beskæftigelse, aflønning og arbejdsvilkår.
  • Sikrer retten for unionsborgere til at søge arbejde i andre medlemsstater uden at blive mødt med hindringer.
• Forordning nr. 492/2011, artikel 7, stk. 1:
  • Udtrykker princippet om forbud mod forskelsbehandling i artikel 45 TEUF specifikt på området for beskæftigelses- og arbejdsvilkår.
• Indirekte forskelsbehandling:
  • En national bestemmelse, der tilsyneladende er neutral, men i praksis stiller arbejdstagere fra andre medlemsstater ringere, medmindre den er objektivt begrundet og proportional.
• Hindringer for fri bevægelighed:
  • Nationale foranstaltninger, der kan gøre det vanskeligere eller mindre attraktivt for unionsborgere at udøve deres ret til fri bevægelighed.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslår, at et universitetsregelsæt, der begrænser anerkendelsen af tidligere relevant beskæftigelse, potentielt udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, hvis det forhindrer arbejdstagere i at få fuldt udbytte af deres erhvervserfaring ved lønfastsættelsen.

Betydning for EU-retten

Afgørelsen understreger vigtigheden af at sikre ligebehandling og fjerne hindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed. Den præciserer, at medlemsstaterne skal tage hensyn til erhvervserfaring erhvervet i andre medlemsstater på en måde, der ikke unødigt begrænser arbejdstagernes muligheder.