Ferie og anciennitet: Begrænsning af medregning af tidligere beskæftigelse og arbejdskraftens frie bevægelighed

Sagen omhandler en tvist mellem Gemeinsamer Betriebsrat EurothermenResort Bad Schallerbach GmbH (samarbejdsudvalget) og EurothermenResort Bad Schallerbach GmbH (Eurothermen) vedrørende beregningen af årlig betalt ferie for ansatte, der tidligere har været beskæftiget hos andre arbejdsgivere i andre EU-medlemsstater.

Eurothermen anvender en national lovgivning, der begrænser medregningen af tidligere beskæftigelsesperioder hos andre arbejdsgivere til maksimalt fem år ved beregning af anciennitet for ret til en sjette ferieuge. Samarbejdsudvalget argumenterede for, at denne begrænsning udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed i strid med artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011.

Parternes Argumenter

• Samarbejdsudvalget: Begrænsningen udgør en indirekte forskelsbehandling, da den primært berører arbejdstagere fra andre medlemsstater, der typisk har kortere anciennitet hos den nuværende arbejdsgiver.
• Eurothermen: Den nationale lovgivning er ikke diskriminerende, da den gælder for alle arbejdstagere uanset nationalitet, og formålet er at belønne loyalitet over for den nuværende arbejdsgiver.

Den Forelæggende Rets Spørgsmål

Skal artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter en arbejdstager, der har været beskæftiget i 25 år, men ikke ved én og samme østrigske arbejdsgiver, alene har ret til 5 ugers årlig ferie, hvorimod en arbejdstager, der har været beskæftiget i 25 år ved én og samme østrigske arbejdsgiver, har ret til 6 ugers årlig ferie?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 492/2011 ikke er til hinder for en national lovgivning, der ved fastlæggelse af retten til udvidet årlig betalt ferie (fra 5 til 6 uger) for arbejdstagere med 25 års beskæftigelse, begrænser medregningen af tidligere ansættelsesforhold til maksimalt 5 år, selvom det faktiske antal år er højere.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at den nationale lovgivning ikke udgør indirekte forskelsbehandling, da den finder anvendelse på alle arbejdstagere uanset nationalitet, og at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at den stiller statsborgere fra andre medlemsstater ringere. Domstolen fandt heller ikke, at lovgivningen udgør en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed, da den ikke afskrækker arbejdstagere fra at søge beskæftigelse i andre medlemsstater.

Retlige Principper

• Forbud mod forskelsbehandling: Artikel 45 TEUF og artikel 7 i forordning nr. 492/2011 forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet inden for beskæftigelse og arbejdsvilkår.
• Indirekte forskelsbehandling: En national retsforskrift kan udgøre indirekte forskelsbehandling, hvis den i højere grad berører arbejdstagere fra andre medlemsstater, medmindre den er objektivt begrundet og proportional.
• Arbejdskraftens frie bevægelighed: Artikel 45 TEUF har til formål at lette udøvelsen af erhvervsmæssig beskæftigelse i hele EU og forbyder foranstaltninger, der kan stille arbejdstagere ringere, hvis de ønsker at arbejde i en anden medlemsstat.
• Harmonisering: EU-retten garanterer ikke neutrale virkninger af en flytning mellem medlemsstater på det sociale område, da medlemsstaternes ordninger og lovgivninger kan variere.