Arbejdskraftens frie bevægelighed: Beskatning af grænseoverskridende arbejdsaktivitet og dobbeltbeskatningsoverenskomster

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Liège (retten i første instans i Liège, Belgien) vedrørende fortolkningen af artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed.

Benoît Sauvage og Kristel Lejeune, bosiddende i Belgien, anfægtede den belgiske skattemyndigheds afgørelse om at beskatte Benoît Sauvages luxembourgske indkomst svarende til de dage, hvor han arbejdede uden for Luxembourg.

Den belgisk-luxembourgske overenskomst fastlægger, at løn beskattes i den stat, hvor beskæftigelsen udøves. Tvisten opstod, da de belgiske skattemyndigheder beskattede den del af Benoît Sauvages løn, der svarede til de dage, han arbejdede uden for Luxembourg.

Benoît Sauvage og Kristel Lejeune argumenterede for, at begrænsede udlandsrejser ikke bør hindre kildestatens (Luxembourgs) beskatningskompetence, og at beskatningen udgjorde en hindring for arbejdskraftens frie bevægelighed.

Den forelæggende ret anførte, at den omhandlede skatteordning afskrækkede belgiske lønmodtagere fra at tage arbejde i andre medlemsstater, der indebar udlandsrejser.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 45 TEUF ikke er til hinder for en national skatteordning, der følger af en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Skattefritagelsen for en hjemmehørendes indkomst fra en anden medlemsstat, der vedrører lønnet beskæftigelse i denne anden medlemsstat, kan betinges af, at den aktivitet, der ligger til grund for betalingen af indkomsten, faktisk udøves i denne anden medlemsstat.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at medlemsstaterne frit kan fastlægge kriterierne for indkomst- og formuebeskatning for at undgå dobbeltbeskatning. Dette inkluderer retten til at fastsætte tilknytningsmomenter i bilaterale overenskomster. Medlemsstaterne skal dog overholde EU-retten og princippet om ligebehandling.

Domstolen fandt, at den omhandlede skatteordning ikke udgjorde diskrimination eller forskelsbehandling, da den ikke behandlede indkomst fra andre medlemsstater anderledes end national indkomst. Den mindre gunstige skattemæssige behandling skyldtes fordelingen af beskatningskompetencen og forskelle i skattesystemerne mellem medlemsstaterne, hvilket ikke er i strid med arbejdskraftens frie bevægelighed.

Retlige Principper

• Arbejdskraftens frie bevægelighed (Artikel 45 TEUF): Domstolen bekræftede, at selvom medlemsstaterne har kompetence til at fastlægge skatteordninger, skal de overholde EU-retten, herunder arbejdskraftens frie bevægelighed.
• Princippet om ligebehandling: Medlemsstaterne skal sikre, at skatteordninger ikke fører til diskrimination eller forskelsbehandling baseret på nationalitet eller bopæl.
• Medlemsstaternes skattemæssige autonomi: Medlemsstaterne har ret til at fastlægge kriterierne for indkomst- og formuebeskatning og indgå dobbeltbeskatningsoverenskomster.
• Tilknytningsmomenter: Medlemsstaterne har frihed til at fastsætte tilknytningsmomenter i bilaterale overenskomster for at fordele beskatningskompetencen.
• Dobbeltbeskatningsoverenskomster: Formålet med disse overenskomster er at undgå dobbeltbeskatning, ikke at sikre, at beskatningen i en stat ikke er højere end i en anden.