Fortolkning af forordning nr. 44/2001 og 1346/2000: Kompetence ved erstatningskrav fremsat af kurator

Domstolen behandlede en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden i en sag mellem NK, kurator i konkursboerne efter PI Gerechtsdeurwaarderskantoor BV og PI, og BNP Paribas Fortis NV (Fortis). Sagen drejede sig om et erstatningskrav fremsat af kurator mod Fortis for uretmæssig hævning af midler fra en konto i Belgien, som en af konkursskyldnerne havde foretaget.

Kurator anlagde sag ved rechtbank Maastricht og hævdede, at Fortis havde handlet ansvarspådragende over for kreditorerne ved at tillade kontanthævningerne. Rechtbank Maastricht fandt, at de havde kompetence, hvilket blev stadfæstet af Gerechtshof ’s-Hertogenbosch. Fortis argumenterede for, at de nederlandske retter ikke havde kompetence.

Gerechtshof ’s-Hertogenbosch fandt, at sagen var et såkaldt »Peeters mod Gatzen«-krav, hvor kurator kan kræve erstatning fra en tredjemand, der har medvirket til tabet, uanset om konkursskyldneren selv har et sådant krav.

Hoge Raad der Nederlanden forelagde herefter spørgsmål for EU-domstolen om, hvorvidt et sådant krav er omfattet af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 44/2001, eller om det er omfattet af forordning nr. 1346/2000.

De præjudicielle spørgsmål omhandlede:

• Om et erstatningskrav fremsat af en kurator på vegne af kreditorerne mod en tredjemand er omfattet af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 44/2001.
• Hvis kravet er omfattet af forordning nr. 1346/2000, omfatter artikel 4, stk. 1, da både kurators beføjelse til at fremsætte kravet og den materielle ret, der finder anvendelse?
• Hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende, skal domstolene da tage hensyn til artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 og artikel 17 i forordning nr. 864/2007?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 1, stk. 1, og artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en sag, der omhandler et erstatningskrav uden for kontraktforhold fremsat af en kurator i forbindelse med en insolvensbehandling, og hvor provenuet tilfalder kreditormassen, er omfattet af begrebet "det civil- og handelsretlige område" og dermed falder ind under forordningens materielle anvendelsesområde.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at kravet har sit grundlag i de almindelige civil- og handelsretlige regler og ikke i særlige undtagelsesbestemmelser for insolvensbehandlinger. Selvom der er en forbindelse til insolvensbehandlingen, kan et sådant krav fremsættes af kreditorerne individuelt, uafhængigt af insolvensbehandlingen. Derfor er kravet ikke en direkte og uadskillelig følge af insolvensbehandlingen.

Retlige Principper

• Afgrænsning af forordning nr. 44/2001 og forordning nr. 1346/2000: Domstolen understregede vigtigheden af at fortolke de to forordninger på en måde, der undgår overlapning og juridiske tomrum. Søgsmål, der er undtaget fra forordning nr. 44/2001's anvendelsesområde, fordi de vedrører konkurs, akkord og andre lignende ordninger, er omfattet af forordning nr. 1346/2000.
• Definition af "det civil- og handelsretlige område": Domstolen bekræftede, at begrebet skal fortolkes bredt, mens anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 ikke skal fortolkes bredt.
• Kriterium for afgrænsning: Afgørende er, om søgsmålet udspringer af almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser særlige for insolvensbehandlinger. Den processuelle sammenhæng er ikke afgørende.
• Søgsmålets karakter: At et krav fremsættes af en kurator i kreditorernes interesse ændrer ikke kravets karakter, hvis det er uafhængigt af insolvensproceduren og underlagt almindelige retsregler.
• Tilknytning til insolvensbehandling: Afgørende er, hvor tæt en forbindelse der er mellem søgsmålet og insolvensbehandlingen for at afgøre, om undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse.