Fortolkning af begrebet »fast forretningssted« ved salg på messestand

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof (Tyskland) vedrørende fortolkningen af artikel 2, nr. 9), i direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder. Spørgsmålet er, om en messestand, der drives af en erhvervsdrivende på en messe, kan betragtes som et »fast forretningssted« i direktivets forstand.

Sagen udspringer af en tvist mellem Verbraucherzentrale Berlin eV (en forbrugersammenslutning) og Unimatic Vertriebs GmbH (et distributionsselskab). Unimatic solgte en dampstøvsuger på en messe uden at oplyse kunden om fortrydelsesretten. Forbrugersammenslutningen mente, at Unimatic var forpligtet til at oplyse om fortrydelsesretten, da salget ifølge dem var sket uden for fast forretningssted.

Bundesgerichtshof forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få klarhed over, hvordan begrebet »fast forretningssted« i direktiv 2011/83 skal fortolkes, særligt i relation til messestande.

De centrale spørgsmål er:

• Er en messestand et »ubevægeligt« eller »bevægeligt detailforretningssted«?
• Skal vurderingen af, om en erhvervsdrivende udøver sin aktivitet »på sædvanligt grundlag« baseres på den erhvervsdrivendes organisering af sin virksomhed eller på forbrugerens forventninger?
• Hvis forbrugerens synsvinkel er afgørende, er det så messens offentlige præsentation eller den faktiske præsentation over for forbrugeren, der er relevant?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 2, nr. 9), i direktiv 2011/83 skal fortolkes således, at en messestand, hvor en erhvervsdrivende udøver sine aktiviteter nogle dage om året, kan betragtes som et »fast forretningssted«, hvis en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger, under hensyntagen til de faktiske omstændigheder, herunder standens fremtræden og de givne oplysninger, med rimelighed kunne forvente, at den erhvervsdrivende udøver sine aktiviteter der og kontakter ham med henblik på at indgå en aftale. Det er den nationale rets opgave at efterprøve dette.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• At begrebet »fast forretningssted« i direktiv 2011/83 omfatter steder, hvor forbrugeren ikke overraskes over at blive kontaktet af den erhvervsdrivende.
• At en messestand kan betragtes som et fast forretningssted, hvis den over for en gennemsnitsforbruger fremstår som et sted, hvor den erhvervsdrivende udøver sine aktiviteter på sædvanligt grundlag.
• At det er den nationale ret, der skal vurdere, hvordan standen fremstår over for en gennemsnitsforbruger, under hensyntagen til de faktiske omstændigheder og de oplysninger, der gives på messen.

Retlige principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Autonom EU-retlig fortolkning: Når en EU-retlig bestemmelse ikke udtrykkeligt henviser til medlemsstaternes ret, skal den fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen.
• Forbrugerbeskyttelse: Direktiv 2011/83 har til formål at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, særligt i situationer hvor forbrugeren kan være sårbar over for psykisk pres eller overraskelsesmomenter.
• Gennemsnitsforbrugerens perspektiv: Ved vurderingen af, om en erhvervsdrivendes aktivitet udøves på et fast forretningssted, er det afgørende, hvordan en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet forbruger opfatter situationen.
• Princippet om loyal fortolkning: Nationale domstole skal fortolke national ret i overensstemmelse med EU-rettens formål og ordlyd.

Domstolen understregede, at formålet med direktivet er at beskytte forbrugeren mod overraskelsesmomenter og psykisk pres, hvilket er mindre sandsynligt, hvis forbrugeren besøger et forretningssted, hvor han/hun forventer at blive kontaktet af en erhvervsdrivende.