Manglende årsagssammenhæng mellem lang sagsbehandlingstid og omkostninger til bankgaranti

EU-Domstolens dom behandler spørgsmålet om erstatning for skade som følge af en urimelig lang sagsbehandlingstid ved EU-retten. Sagen omhandler to selskaber, Plásticos Españoles SA (ASPLA) og Armando Álvarez SA, der havde anlagt sag mod Den Europæiske Union og krævet erstatning for økonomisk skade.

Selskaberne argumenterede for, at den lange sagsbehandlingstid havde påført dem økonomisk skade i form af omkostninger til bankgaranti og morarenter. Retten tilkendte dem delvis erstatning for omkostningerne til bankgaranti, men afviste kravet om erstatning for morarenter.

Den Europæiske Union appellerede afgørelsen og anførte, at der ikke var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem den lange sagsbehandlingstid og den påståede skade. ASPLA og Armando Álvarez appellerede ligeledes, idet de mente, at de havde krav på fuld erstatning.

Domstolen ophævede Rettens dom og fastslog, at der ikke var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem den lange sagsbehandlingstid og omkostningerne til bankgaranti. Domstolen begrundede dette med, at selskaberne frit kunne have valgt at betale bøden i stedet for at opretholde bankgarantien. Domstolen forkastede ligeledes kravet om erstatning for morarenter, da selskaberne ikke havde godtgjort, at de havde lidt et reelt tab.

Afgørelse

• Domstolens dom ophæver Rettens dom, for så vidt som den tilpligtede EU at betale erstatning for økonomisk skade som følge af overskridelse af rimelig sagsbehandlingstid.
• ASPLA og Armando Álvarez' appel forkastes.
• Erstatningssøgsmålet forkastes, da der ikke er tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem den påståede skade og EU-domstolens adfærd.
• ASPLA og Armando Álvarez skal betale sagsomkostningerne.

Retlige Principper

• Årsagssammenhæng: For at pålægge Unionen ansvar uden for kontraktforhold (artikel 340, stk. 2, TEUF) kræves en direkte årsagssammenhæng mellem institutionens adfærd og den påståede skade. Den anfægtede adfærd skal være den afgørende årsag til skaden.
• Faktisk og reel skade: Ethvert tab, der søges erstattet, skal være faktisk og reelt. Dette indebærer, at der kun er tale om en skade, hvis nettoforskellen mellem omkostninger og gevinster som følge af institutionens adfærd er negativ.
• Bevisbyrde: Den part, der påberåber sig, at Unionen har pådraget sig ansvar, skal fremlægge afgørende beviser for tabets eksistens og omfang.
• Valgfrihed og årsagssammenhæng: Hvis en virksomhed frit kan vælge at opretholde en bankgaranti eller betale en bøde, brydes årsagssammenhængen mellem en eventuel forsinkelse i sagsbehandlingen og omkostningerne til garantien, da virksomhedens egen beslutning er den afgørende faktor.