Fortolkning af Haagerprotokollen: Lovvalg ved underholdspligt og anvendelse af domstolslandets lov

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof (Østrig) vedrørende fortolkningen af artikel 4, stk. 2, i Haagerprotokollen af 2007 om lovvalg ved underholdspligt. Sagen er anlagt af KP mod LO vedrørende underholdsbidrag til KP.

KP og dennes forældre er tyske statsborgere, der boede i Tyskland indtil maj 2015, hvorefter KP og moderen flyttede til Østrig. KP fremsatte krav om underholdsbidrag fra LO ved en østrigsk domstol og udvidede senere kravet til at omfatte perioden før flytningen til Østrig.

Den østrigske domstol afviste kravet for perioden før flytningen med henvisning til, at tysk ret fandt anvendelse, og betingelserne herfor ikke var opfyldt. KP anførte, at da tysk ret ikke tillod underholdsbidrag med tilbagevirkende kraft, skulle østrigsk ret finde anvendelse i henhold til Haagerprotokollens artikel 4, stk. 2.

LO argumenterede for, at artikel 4, stk. 2, ikke finder anvendelse, når visse krav er bortfaldet eller forældede, og at bestemmelsen kun kan anvendes, hvis sagen er anlagt af den bidragspligtige, eller domstolen er beliggende i en stat, hvor ingen af parterne har opholdssted.

Den forelæggende ret spurgte Domstolen, om artikel 4, stk. 2, finder anvendelse, når sagen er anlagt i den stat, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, og om udtrykket »ikke kan opnå underholdsbidrag« også omfatter tilfælde, hvor lovgivningen på det hidtidige opholdssted ikke hjemler ret til bidrag med tilbagevirkende kraft på grund af manglende overholdelse af visse betingelser.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Haagerprotokollens artikel 4, stk. 2, skal fortolkes således:

• At det forhold, at domstolsstaten er den samme som den, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, ikke er til hinder for anvendelsen af bestemmelsen, såfremt den lov, der er udpeget i henhold til den subsidiære tilknytningsregel, ikke er sammenfaldende med den lov, der er udpeget i henhold til den primære tilknytningsregel i protokollens artikel 3.
• I en situation, hvor den bidragsberettigede, efter at have skiftet sædvanligt opholdssted, anlægger sag ved domstolen i sit nye opholdssted mod den bidragspligtige vedrørende en tidligere periode, hvor den bidragsberettigede var bosiddende i en anden medlemsstat, kan domstolslandets lov finde anvendelse, hvis domstolsmedlemsstatens retter ville have haft kompetence til at træffe afgørelse i tvister om underholdsbidrag vedrørende parterne i den pågældende periode.

Domstolen fastslog endvidere, at udtrykket »ikke kan opnå underholdsbidrag« i Haagerprotokollens artikel 4, stk. 2, skal fortolkes således, at det også omfatter den situation, hvor den bidragsberettigede ikke kan opnå underholdsbidrag i medfør af loven i den stat, hvor den pågældende tidligere havde sædvanligt opholdssted, fordi den bidragsberettigede ikke opfylder visse betingelser i denne lov.

Retlige Principper

• Lovvalg ved underholdspligt: Haagerprotokollen af 2007 fastlægger reglerne for, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt i grænseoverskridende sager.
• Sædvanligt opholdssted: Som hovedregel er det loven i den stat, hvor den bidragsberettigede har sit sædvanlige opholdssted, der finder anvendelse (artikel 3).
• Ændring af opholdssted: Hvis den bidragsberettigede skifter sædvanligt opholdssted, finder loven i den nye opholdsstat anvendelse fra det tidspunkt, hvor skiftet finder sted (artikel 3, stk. 2).
• Subsidiær tilknytning til domstolslandets lov: Artikel 4, stk. 2, fastsætter, at hvis den bidragsberettigede ikke kan opnå underholdsbidrag efter loven i sit sædvanlige opholdssted, finder domstolslandets lov anvendelse.
• Fortolkning af »ikke kan opnå underholdsbidrag«: Domstolen fastslår, at dette udtryk også omfatter situationer, hvor den bidragsberettigede ikke opfylder visse formelle betingelser i loven i den stat, hvor den pågældende tidligere havde sit sædvanlige opholdssted.