Beregning af svensk garantipension for vandrende arbejdstagere: Forholdet mellem EU-ret og national ret

Sagen omhandler en polsk statsborger, Boguslawa Zaniewicz-Dybeck, der har arbejdet i både Polen og Sverige og ansøgt om svensk garantipension. Pensionsmyndigheten afslog hendes ansøgning, da hendes samlede pensionsindkomst oversteg grænsen for at modtage garantipension.

Sagen er forelagt for EU-Domstolen af Högsta förvaltningsdomstolen i Sverige, som ønsker afklaret, hvordan svensk garantipension skal beregnes i forhold til EU-retten, når en person har arbejdet i flere medlemsstater.

De centrale spørgsmål er:

• Kan forsikringsperioder i en anden medlemsstat tillægges en gennemsnitlig pensionsmæssig værdi ved beregning af garantipensionen?
• Kan der ved beregningen af garantipensionen tages hensyn til alderspensioner, som den forsikrede modtager i en anden medlemsstat?

Boguslawa Zaniewicz-Dybeck argumenterer for, at garantipensionens teoretiske beløb skal beregnes uden anvendelse af artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71, da garantipensionen primært er baseret på forsikringsperiodernes længde.

Pensionsmyndigheten anfører, at forsikringsperioder i andre medlemsstater giver ret til pension fra disse stater, og at en beregning uden anvendelse af artikel 47, stk. 1, litra d), vil føre til overkompensation.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at når en medlemsstats kompetente institution beregner en minimumsydelse, som f.eks. den svenske garantipension, må den hverken anvende forordningens artikel 46, stk. 2, eller artikel 47, stk. 1, litra d. En sådan ydelse skal beregnes efter bestemmelserne i forordningens artikel 50 sammenholdt med national lovgivning, men uden anvendelse af nationale bestemmelser om pro rata-beregning.

Domstolen fastslår endvidere, at forordning nr. 1408/71, særligt artikel 50, ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der bestemmer, at den kompetente institution ved beregningen af en minimumsydelse som garantipensionen skal tage hensyn til alle alderspensioner, som den pågældende rent faktisk modtager i andre medlemsstater.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at garantipensionen er en minimumsydelse, der har til formål at sikre en rimelig levestandard. Artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 fastsætter ikke specifikke regler for beregningen af minimumsydelser, da ikke alle medlemsstater har sådanne ydelser. Retten til en minimumsydelse skal derfor vurderes i henhold til artikel 50 og relevant national lovgivning.

Retlige Principper

• Fri bevægelighed for arbejdstagere: EU-retten sikrer arbejdstageres ret til fri bevægelighed, hvilket indebærer, at medlemsstaterne skal koordinere deres sociale sikringsordninger for at undgå, at vandrende arbejdstagere stilles ringere.
• Kompetencefordeling: Medlemsstaterne har kompetence til at udforme deres sociale sikringsordninger, men skal overholde EU-retten, herunder reglerne om fri bevægelighed.
• Minimumsydelser: Artikel 50 i forordning nr. 1408/71 omhandler minimumsydelser og har til formål at sikre, at personer, der har arbejdet i flere medlemsstater, opnår en rimelig levestandard. Denne artikel fastsætter, at der skal tages hensyn til pensioner fra andre medlemsstater ved beregningen af minimumsydelsen.
• Pro rata-beregning: Domstolen præciserer, at pro rata-beregningen i artikel 46, stk. 2, og artikel 47, stk. 1, litra d, i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse ved beregning af minimumsydelser som garantipensionen. Disse beregningsmetoder er beregnet til andre typer af ydelser.
• National lovgivning: Beregningen af minimumsydelser skal ske i overensstemmelse med national lovgivning, så længe denne er i overensstemmelse med EU-retten. National lovgivning kan tage hensyn til pensioner fra andre medlemsstater.