Etableringsfrihed: Grænseoverskridende omdannelse og krav om likvidation

Polbud – Wykonawstwo sp. z o.o. anlagde sag mod en afgørelse om afslag på sletning fra det polske selskabsregister efter flytning af selskabets vedtægtsmæssige hjemsted til Luxembourg.

Sąd Najwyższy forelagde præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 49 og 54 TEUF vedrørende etableringsfrihed.

De centrale spørgsmål var, om polsk lovgivning, der kræver likvidation af et selskab ved flytning af vedtægtsmæssigt hjemsted til en anden medlemsstat, er forenelig med EU-retten, og om etableringsfriheden finder anvendelse, når kun det vedtægtsmæssige hjemsted flyttes.

Polbud argumenterede for, at kravet om likvidation var unødvendigt, da selskabet fortsatte med at eksistere i henhold til luxembourgsk ret.

Den polske regering anførte, at kravet om likvidation var nødvendigt for at beskytte kreditorer, minoritetsaktionærer og lønmodtagere, samt for at forhindre misbrug.

Domstolens vurdering

• Etableringsfriheden finder anvendelse på flytning af et selskabs vedtægtsmæssige hjemsted, selv uden flytning af det faktiske hovedsæde.
• Den polske lovgivning, der betinger sletning fra selskabsregistret af en opløsning af selskabet efter en likvidation, udgør en begrænsning af etableringsfriheden.
• Selvom beskyttelse af kreditorer, minoritetsaktionærer og lønmodtagere er legitime mål, går den generelle likvidationspligt videre end nødvendigt for at opnå disse mål.
• En generel formodning om misbrug kan ikke begrunde en sådan restriktion.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 49 og 54 TEUF er til hinder for national lovgivning, der betinger flytning af et selskabs vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat af, at selskabet likvideres.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en sådan lovgivning begrænser etableringsfriheden, da den kan besværliggøre eller forhindre en grænseoverskridende flytning. Selvom beskyttelse af kreditorer, minoritetsaktionærer og lønmodtagere er legitime mål, går den generelle likvidationspligt videre end nødvendigt for at opnå disse mål. Mindre restriktive foranstaltninger, som bankgarantier, kunne være tilstrækkelige.

Domstolen afviser også argumentet om bekæmpelse af misbrug, idet en flytning af hjemsted ikke i sig selv indikerer misbrug, og en generel likvidationspligt baseret på en formodning om misbrug er uforholdsmæssig.

Retlige Principper

• Etableringsfrihed (artikel 49 og 54 TEUF):
  • Omfatter retten for selskaber stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning at omdanne sig til et selskab under en anden medlemsstats lovgivning.
  • En medlemsstat kan definere den tilknytning, der kræves for, at et selskab kan anses for stiftet i henhold til national lovgivning, men dette må ikke føre til restriktioner, der forhindrer grænseoverskridende omdannelser.
• Begrænsninger af etableringsfriheden:
  • Nationale foranstaltninger, der forbyder, vanskeliggør eller gør udøvelsen af etableringsfriheden mindre attraktiv, betragtes som restriktioner.
  • Sådanne restriktioner er kun tilladt, hvis de er begrundet i tvingende almene hensyn, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det pågældende mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.
• Tvingende almene hensyn:
  • Beskyttelse af kreditorers og minoritetsaktionærers interesser samt beskyttelse af lønmodtagere kan udgøre tvingende almene hensyn.
• Misbrug:
  • En medlemsstat kan træffe foranstaltninger for at hindre misbrug af traktatens rettigheder.
  • Den omstændighed, at et selskab er stiftet med det formål at benytte en mere fordelagtig lovgivning, udgør ikke i sig selv misbrug.
  • En generel formodning om misbrug kan ikke begrunde en foranstaltning, der krænker en grundlæggende frihed.