Efteropkrævning af importafgifter: Betingelser for berettiget forventning og god tro hos importør

Sagen omhandler en tvist mellem den lettiske skattemyndighed (Valsts ieņēmumu dienests) og virksomheden "Veloserviss" SIA vedrørende efteropkrævning af importafgifter og moms på cykler importeret fra Cambodja.

Veloserviss havde importeret cyklerne under anvendelse af et oprindelsescertifikat (formular A) udstedt af de cambodjanske myndigheder, hvilket gav ret til toldfrihed. Skattemyndigheden foretog efterfølgende kontrol og modtog oplysninger fra OLAF om, at certifikatet var ukorrekt, hvorefter de efteropkrævede afgifter.

Veloserviss anførte, at de havde handlet i god tro og ikke kunne vide, at certifikatet var ugyldigt. Den forelæggende ret (Augstākā tiesa Administratīvo lietu departaments) stillede spørgsmål om fortolkningen af artikel 220, stk. 2, litra b), i EF-toldkodeksen, særligt vedrørende importørens forpligtelse til at handle i god tro og betydningen af OLAF's rapport.

De centrale spørgsmål var:

• Hvilken grad af kontrol skal en importør udøve vedrørende oprindelsescertifikater?
• Kan en importør påberåbe sig god tro, hvis eksportøren har afgivet urigtige oplysninger?
• Hvilken bevisværdi har en OLAF-rapport i denne sammenhæng?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning nr. 2913/92 skal fortolkes således, at en importør kun kan påberåbe sig berettiget forventning om ikke at skulle efterbetale importafgifter, hvis tre kumulative betingelser er opfyldt:

• Afgifterne er ikke opkrævet på grund af en fejl begået af de kompetente myndigheder.
• Fejlen var af en sådan karakter, at den ikke med rimelighed kunne forventes opdaget af en afgiftspligtig i god tro.
• Den afgiftspligtige har overholdt alle gældende bestemmelser vedrørende toldangivelsen.

Domstolen præciserede, at en importør ikke kan påberåbe sig god tro, hvis der er åbenbare grunde til at betvivle et oprindelsescertifikats korrekthed, og importøren ikke har gjort sit bedste for at undersøge omstændighederne omkring udstedelsen af certifikatet. Dog er der ikke en generel forpligtelse til systematisk at kontrollere toldmyndighedernes udstedelse af oprindelsescertifikater.

Domstolen fastslog også, at oplysninger i en rapport fra OLAF kan indikere, at en importør ikke med føje kan påberåbe sig berettiget forventning. Hvis rapporten kun indeholder en generel beskrivelse, er den ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at betingelserne er opfyldt. Under sådanne omstændigheder skal toldmyndighederne i indførselslandet fremlægge yderligere bevis for, at toldmyndighederne i udførselslandet udstedte et ukorrekt certifikat på grund af eksportørens urigtige oplysninger. Hvis dette ikke er muligt, skal importøren bevise, at certifikatet var baseret på korrekte oplysninger.

Retlige Principper

Domstolen fremhævede følgende EU-retlige principper:

• Beskyttelse af berettiget forventning: Artikel 220, stk. 2, litra b), i toldkodeksen beskytter afgiftsskyldnerens berettigede forventning om, at grundlaget for afgørelsen om efteropkrævning af told er korrekt.
• God tro: En importør skal handle i god tro og udvise den nødvendige omhu for at sikre, at betingelserne for præferencebehandling er opfyldt.
• Bevisbyrde: Som udgangspunkt har toldmyndighederne bevisbyrden for, at et ukorrekt oprindelsescertifikat skyldes eksportørens urigtige oplysninger. Dog kan bevisbyrden skifte til importøren, hvis toldmyndighederne ikke kan fremlægge bevis.
• Betydningen af OLAF-rapporter: Rapporter fra OLAF kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for berettiget forventning er opfyldt, men de er ikke i sig selv tilstrækkelige bevis.