Efteropkrævning af importafgifter: Bevisbyrde ved tvivl om oprindelsescertifikaters gyldighed

Lagura Vermögensverwaltung GmbH importerede fodtøj til EU fra Macao og opnåede præferencetold på 3,5% baseret på oprindelsescertifikater formular A. Hauptzollamt Hamburg-Hafen (toldkontoret) anmodede om efterfølgende kontrol af certifikaterne, da der var mistanke om, at varerne reelt var fra Kina, som ikke var omfattet af præferenceordningen. Myndighederne i Macao kunne ikke bekræfte certifikaternes rigtighed, da de angivne eksportører var ophørt med produktionen. Toldkontoret efteropkrævede derfor differencen mellem præferencetolden og den normale toldsats (7%). Lagura anfægtede efteropkrævningen og påberåbte sig beskyttelse af berettigede forventninger.

Finanzgericht Hamburg forelagde herefter EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvem der har bevisbyrden for, om oprindelsescertifikatet er baseret på korrekte oplysninger fra eksportøren, når myndighederne i eksportlandet ikke kan efterprøve certifikatet.

Parternes argumenter

• Lagura argumenterede for, at toldmyndighederne skulle bevise, at eksportørernes oplysninger var ukorrekte, og at der ikke var påvist mangel på omhu fra eksportørernes side.
• Den tjekkiske og italienske regering samt Europa-Kommissionen mente, at det var Laguras ansvar at bevise, at certifikaterne var korrekte.

Domstolens vurdering

Domstolen bemærkede, at omstændighederne var forskellige fra tidligere sager, da præferencebehandlingen var ensidigt indført af EU og ikke baseret på en frihandelsaftale med forpligtelse for eksportøren til at opbevare dokumentation. Dog fritager dette ikke importøren for at udvise omhu. Domstolen fremhævede, at det er de erhvervsdrivendes ansvar at træffe foranstaltninger for at undgå risikoen for efteropkrævning. Hvis toldmyndighederne skulle bevise eksportørens ukorrekte fremstilling, ville det skabe risiko for misbrug af præferenceordningen. Derfor fastslog Domstolen, at bevisbyrden påhviler debitor.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 220, stk. 2, litra b), i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (EF-toldkodeksen), som ændret ved forordning (EF) nr. 2700/2000, skal fortolkes således, at når et tredjelands kompetente myndigheder ikke under en efterfølgende kontrol har mulighed for at efterprøve, om et oprindelsescertifikat formular A er baseret på eksportørens korrekte fremstilling af de faktiske forhold, fordi eksportøren har indstillet sin produktion, påhviler bevisbyrden for, at certifikatet er baseret på en korrekt fremstilling, debitor.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Formålet med efterfølgende kontrol er at fastslå rigtigheden af oprindelsen angivet i certifikatet.
• Hvis oprindelsen ikke kan fastslås, anses den for ukendt, og præferencetoldsatsen er anvendt fejlagtigt.
• Fejlagtige certifikater betragtes som en fejl af myndighederne, medmindre de er baseret på eksportørens ukorrekte oplysninger.
• Debitor bærer bevisbyrden for, at eksportøren har handlet korrekt, især når myndighederne ikke kan kontrollere certifikatet.
• Det er de erhvervsdrivendes ansvar at træffe foranstaltninger for at undgå risikoen for efteropkrævning.
• Unionen bærer ikke følgerne af importørernes leverandørers ukorrekte adfærd.
• Medlemsstaternes toldmyndigheder er ikke bundet af afgørelser truffet af udførselsstatens toldmyndigheder, når præferencebehandlingen ikke følger af en international aftale, men af en ensidig EU-foranstaltning.
• At fjerne muligheden for toldmyndighederne til at anmode om bevis ville stride mod formålet med efterfølgende kontrol.

Retlige Principper

• Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning: En erhvervsdrivende kan have en berettiget forventning om ikke at skulle betale told, hvis en fejl er begået af toldmyndighederne, og den erhvervsdrivende ikke med rimelighed kunne have opdaget fejlen.
• Bevisbyrde i toldsager: Som hovedregel påhviler det toldmyndighederne at bevise, at betingelserne for efteropkrævning af told er opfyldt. Dog kan bevisbyrden undtagelsesvist overgå til debitor.
• Efterfølgende kontrol af oprindelsescertifikater: Toldmyndighederne har ret til at foretage efterfølgende kontrol af oprindelsescertifikater for at sikre, at varerne opfylder betingelserne for præferencebehandling.
• God tro: En debitor kan påberåbe sig god tro, hvis vedkommende har udvist omhu for at sikre, at betingelserne for præferencebehandling er opfyldt.
• Arrangement med generelle toldpræferencer (GSP): EU's ensidige ordning, hvorved visse udviklingslande gives præferenceadgang til EU-markedet.

Domstolen præciserer, at:

• Bevisbyrden for, at et oprindelsescertifikat er baseret på eksportørens korrekte fremstilling af de faktiske forhold, påhviler debitor, når et tredjelands myndigheder ikke kan efterprøve certifikatet på grund af eksportørens forhold.
• Dette gælder særligt i tilfælde, hvor præferencebehandlingen er indført ensidigt af EU, og der ikke er en international aftale med gensidige forpligtelser.