Ugyldighed af bestemmelser om CO2-overførsel til PCC-fremstilling i emissionshandelsordningen

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Berlin vedrørende gyldigheden af artikel 49, stk. 1, og punkt 10 i bilag IV til Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012. Sagen er anlagt af Schaefer Kalk GmbH & Co. KG mod Bundesrepublik Deutschland.

Schaefer Kalk anførte, at bestemmelserne, som medregner CO2 overført til fremstilling af udfældet kalciumkarbonat (PCC) som emissioner, er ugyldige, da de overskrider beføjelsen i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2003/87.

Baggrund

• Schaefer Kalk driver et kalkforbrændingsanlæg og ønskede at fratrække CO2, der overføres til PCC-fremstilling, fra sine emissioner.
• Den tyske myndighed (DEHSt) afviste dette, idet kun CO2 overført til geologisk lagring kan fratrækkes.
• Verwaltungsgericht Berlin forelagde spørgsmål om gyldigheden af forordning nr. 601/2012.

Centrale Spørgsmål

• Er det i overensstemmelse med direktiv 2003/87 at medregne CO2, der overføres til PCC-fremstilling, som emissioner, uanset om det udledes i atmosfæren eller ej?
• Overskrider forordning nr. 601/2012 de beføjelser, der er tillagt Kommissionen?

Parternes Argumenter

• Schaefer Kalk: CO2 bundet i PCC udledes ikke i atmosfæren og bør ikke medregnes som emissioner.
• Bundesrepublik Deutschland: Forordningen er nødvendig for at sikre en effektiv overvågning og rapportering af emissioner.

Domstolens Betragtninger

• Direktiv 2003/87 definerer emissioner som udledning af drivhusgasser i atmosfæren.
• Forordning nr. 601/2012 udvider denne definition ved systematisk at medregne CO2 overført til PCC-fremstilling.
• Kommissionen har dermed overskredet sine beføjelser.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 601/2012 og punkt 10, afsnit B, i bilag IV hertil er ugyldige. Disse bestemmelser medfører systematisk inklusion af CO2, der overføres til fremstilling af PCC, i et kalkforbrændingsanlægs emissioner, uanset om denne CO2 udledes i atmosfæren eller ej.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at Kommissionen ved at vedtage disse bestemmelser havde ændret et væsentligt element i direktiv 2003/87 og dermed overskredet de beføjelser, der er fastsat i direktivets artikel 14, stk. 1.

Retlige Principper

• Definition af Emissioner: Emissioner, som defineret i artikel 3, litra b), i direktiv 2003/87, forudsætter udledning af drivhusgasser i atmosfæren.
• Bemyndigelse til Gennemførelsesforanstaltninger: Kommissionens bemyndigelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger er begrænset til ikke-væsentlige ændringer af direktivet.
• Proportionalitetsprincippet: Foranstaltninger skal være nødvendige og proportionale for at opnå det tilsigtede mål.
• Integritet af Emissionshandelsordningen: Ordningen skal sikre, at begrænsninger af drivhusgasemissioner gennemføres til de lavest mulige omkostninger.
• Konkurrencevilkår: Ordningen skal ikke unødigt fordreje konkurrencevilkårene mellem forskellige driftsledere.

Domstolen fandt, at de pågældende bestemmelser i forordning nr. 601/2012 udvidede definitionen af emissioner og dermed overskred Kommissionens beføjelser. Domstolen bemærkede også, at formodningen om, at al overført CO2 udledes i atmosfæren, var for vidtgående og ikke nødvendig for at sikre overholdelse af emissionshandelsordningen.