Fortolkning af virksomhedsbegrebet og foreneligheden af national morarentelovgivning med direktiv 2000/35/EF om forsinket betaling

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Vrhovno sodišče (øverste domstol, Slovenien) vedrørende fortolkningen af direktiv 2000/35/EF om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Sagen er anlagt af Drago Nemec mod Republika Slovenija.

Nemec krævede erstatning for tab, han angiveligt havde lidt som følge af national lovgivning, der begrænsede morarenter (reglen ne ultra alterum tantum), hvilket han mente var uforeneligt med direktiv 2000/35. Nemec havde i 1993 indgået en kontrakt med en forening om udlejning af en tankvogn. Efter en langvarig retstvist om betaling, mente Nemec, at den slovenske regel om maksimal morarente var i strid med EU-retten.

De centrale spørgsmål var:

• Skal en fysisk person, der har tilladelse til at udøve en bestemt økonomisk aktivitet, anses for en "virksomhed" i direktivets forstand, selvom den konkrete transaktion ligger uden for denne tilladelse?
• Er reglen om maksimal morarente (ne ultra alterum tantum) i strid med direktiv 2000/35?

Den slovenske regering og Europa-Kommissionen argumenterede for, at Domstolen ikke havde kompetence, da sagen udspringer af en situation før Sloveniens tiltrædelse af EU. De anførte også, at direktivet ikke finder anvendelse, da Nemec's aktivitet ikke var omfattet af hans erhvervstilladelse.

Domstolen fastslog, at den havde kompetence, da situationen havde fortsatte retsvirkninger efter Sloveniens tiltrædelse. Domstolen udtalte sig om fortolkningen af begrebet "virksomhed" og om foreneligheden af reglen om maksimal morarente med direktivet.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 2, nr. 1, i direktiv 2000/35 skal fortolkes således, at en fysisk person, der er indehaver af en tilladelse til at udøve virksomhed som selvstændig håndværker, skal anses for at være en "virksomhed". Dette gælder også selvom transaktionen ikke vedrører en aktivitet, der er omfattet af tilladelsen, men indgår i udøvelsen af en struktureret, stabil og selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet. Det er den forelæggende rets opgave at efterprøve dette under hensyntagen til alle sagens omstændigheder.

Domstolen fastslog endvidere, at direktiv 2000/35 ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter, at der ikke længere påløber morarenter, når beløbet for morarenter, der skyldes, men som ikke er betalt, når op på samme beløb som hovedstolsbeløbet.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse vedrørende virksomhedsbegrebet med, at en anden fortolkning ville gøre rækkevidden af begreberne afhængig af national lovgivning, hvilket ville stride mod kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten og lighedsprincippet. Domstolen fremhævede, at formålet med direktivet er at lette handelstransaktioner mellem medlemsstaterne, og at en fortolkning, der kræver systematisk prøvelse af tilladelser, ville begrænse grænseoverskridende transaktioner.

Vedrørende reglen om maksimal morarente (ne ultra alterum tantum) fastslog Domstolen, at direktivet ikke indeholder en fuldstændig harmonisering af reglerne om forsinket betaling. Medlemsstaterne kan derfor fortsat regulere spørgsmålet om perioden, hvor der påløber morarenter, og det maksimale beløb for disse, så længe det ikke tilsidesætter direktivets formål eller fratager det dets effektive virkning. Domstolen anerkendte, at en sådan regel kan begrænse den afskrækkende virkning, men at den ikke underminerer beskyttelsen af kreditorerne eller fratager morarenterne deres afskrækkende funktion. Domstolen fremhævede, at den nationale lovgiver har en skønsmargin til at skabe balance mellem beskyttelsen af kreditorerne og behovet for at undgå urimelig gæld for debitorerne.

Centrale EU-retlige principper

• Autonom EU-retlig fortolkning: EU-retlige begreber som "virksomhed" og "handelstransaktioner" skal fortolkes autonomt og ensartet i hele EU, uafhængigt af nationale definitioner, for at sikre en ensartet anvendelse af EU-retten.
• Direktivets minimumsharmonisering: Direktiv 2000/35 om forsinket betaling indebærer ikke en fuldstændig harmonisering. Medlemsstaterne har fortsat en vis skønsmargin til at regulere visse aspekter, så længe det ikke underminerer direktivets formål og effekt.
• Princippet om direktivets effektive virkning (effet utile): Nationale regler må ikke fratage EU-retten dens effektive virkning. Dette princip sikrer, at EU-rettens mål realiseres i medlemsstaterne.
• Beskyttelse af kreditorer: Direktivet har til formål at beskytte kreditorer mod forsinket betaling og sikre, at forsinket betaling ikke er finansielt attraktivt for debitorer.
• Skønsmargin for medlemsstaterne: Medlemsstaterne har en vis skønsmargin til at balancere hensynet til kreditorbeskyttelse og undgå urimelig gæld for debitorer, så længe de overholder EU-rettens overordnede mål.