Ugyldighed af Kommissionens afgørelse om gratiskvoter i EU's emissionshandelssystem grundet fejlagtig beregning af korrektionsfaktor

Sagen omhandler gyldigheden af Kommissionens afgørelse 2011/278/EU og 2013/448/EU vedrørende gratistildeling af emissionskvoter i EU's emissionshandelssystem (ETS). Flere virksomheder anfægtede de nationale myndigheders afgørelser om tildeling af kvoter for perioden 2013-2020, idet de mente, at beregningen af den ensartede tværsektorielle korrektionsfaktor var ugyldig.

• Parter: Borealis Polyolefine GmbH m.fl. mod Bundesminister für Land- und Forstwirtschaft, Umwelt und Wasserwirtschaft m.fl.
• Baggrund: Sagen udsprang af tvister om tildeling af gratiskvoter for drivhusgasemissioner i Østrig, Nederlandene og Italien. Virksomhederne anfægtede gyldigheden af de nationale afgørelser, der var baseret på EU-reglerne om beregning af korrektionsfaktoren.
• Centrale spørgsmål: Er artikel 15, stk. 3, i afgørelse 2011/278/EU og artikel 4 i og bilag II til afgørelse 2013/448/EU gyldige, for så vidt som de udelukker visse emissioner fra beregningen af den maksimale årlige kvotemængde og korrektionsfaktoren?
• Hovedargumenter:
  • Virksomhederne argumenterede for, at Kommissionen havde ændret væsentlige elementer i direktiv 2003/87/EF ved at udelukke emissioner fra visse elektricitetsgeneratorer og ved at anvende usammenhængende data.
  • Kommissionen og medlemsstaterne hævdede, at reglerne var i overensstemmelse med direktivet og havde til formål at fremme energieffektivitet og reducere drivhusgasemissioner.
• Domstolens vurdering: Domstolen fandt, at artikel 4 og bilag II i afgørelse 2013/448/EU var ugyldige, da Kommissionen ved fastlæggelsen af den maksimale årlige kvotemængde havde anvendt usammenhængende data. Domstolen begrænsede dog de tidsmæssige virkninger af ugyldighedserklæringen for at undgå forstyrrelser i emissionshandelen.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 4 og bilag II i Kommissionens afgørelse 2013/448 er ugyldige, da fastlæggelsen af korrektionsfaktoren ikke overholdt kravene i artikel 10a, stk. 5, litra b, i direktiv 2003/87. Domstolen begrænsede dog de tidsmæssige virkninger af ugyldighedserklæringen til ti måneder fra domsafsigelsen for at give Kommissionen tid til at vedtage de nødvendige foranstaltninger og undgå at skabe tvivl om foranstaltninger truffet inden for denne periode.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med, at Kommissionen ved fastlæggelsen af den maksimale årlige kvotemængde skulle have taget hensyn til emissioner fra anlæg, der først blev omfattet af EU's emissionshandelssystem i 2013. Da Kommissionen delvist havde medregnet emissioner fra anlæg, der allerede var omfattet af systemet før 2013, var den maksimale årlige kvotemængde fastlagt for højt, hvilket gjorde korrektionsfaktoren ugyldig.

Domstolen afviste argumentet om, at Kommissionen ikke kunne ændre de data, som medlemsstaterne forelagde, og fremhævede Kommissionens tilsynspligt for at sikre korrekte data. Begrænsningen af de tidsmæssige virkninger blev begrundet i hensynet til retssikkerheden og behovet for at undgå forstyrrelser i emissionshandelen.

Centrale EU-retlige principper

• Fortolkning af EU-retten: Ved fortolkning af EU-retten skal der tages hensyn til sammenhængen og formålet med den pågældende bestemmelse.
• Direktiv 2003/87/EF artikel 10a, stk. 5: Fastlægger metoden for beregning af gratiskvoter og korrektionsfaktoren i EU's emissionshandelssystem.
• Retssikkerhed: Domstolen kan begrænse de tidsmæssige virkninger af en ugyldighedserklæring for at beskytte retssikkerheden og undgå alvorlige forstyrrelser.
• Kommissionens tilsynspligt: Kommissionen har pligt til at sikre, at medlemsstaterne forelægger korrekte data, der er nødvendige for at fastlægge den maksimale årlige kvotemængde.
• Miljøbeskyttelse: EU's miljøpolitik skal bidrage til at begrænse klimaændringer og reducere drivhusgasemissioner.

Anvendelse og betydning

Domstolen understregede vigtigheden af en korrekt implementering af EU's emissionshandelssystem for at sikre en effektiv reduktion af drivhusgasemissioner. Afgørelsen præciserer Kommissionens forpligtelser vedrørende dataindsamling og beregning af gratiskvoter og korrektionsfaktorer. Princippet om retssikkerhed blev anvendt til at begrænse de potentielle negative konsekvenser af ugyldighedserklæringen.