Kompetence i sager om underholdspligt: Forholdet mellem skilsmisse, forældreansvar og sagsøgtes bopæl

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Judecătoria Constanţa (Rumænien) vedrørende fortolkningen af Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.

Sagen drejer sig om R, bosiddende i Storbritannien, og P, bosiddende i Rumænien, der er forældre til et mindreårigt barn. R anlagde sag mod P i Rumænien med krav om skilsmisse, fastlæggelse af barnets bopæl hos moderen, tildeling af forældremyndighed til moderen og betaling af underholdsbidrag til barnet.

Den rumænske ret erklærede sig kompetent til at behandle skilsmissesagen, men inkompetent til at træffe afgørelse om forældreansvaret, idet barnet har sin bopæl i Storbritannien. Spørgsmålet er, om den rumænske ret alligevel kan træffe afgørelse om underholdsbidraget, når den samtidig er retten på sagsøgtes bopæl, og sagsøgte har givet møde uden at bestride kompetencen, eller om det udelukkende er retten med kompetence i forældreansvar, der kan træffe afgørelse om underholdsbidraget.

Den forelæggende ret er i tvivl om sin egen kompetence og ønsker en afklaring af forholdet mellem artikel 3, litra a), artikel 3, litra d), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at i en situation, hvor en ret i en medlemsstat behandler tre sammenhængende sager om henholdsvis skilsmisse, forældreansvar og underholdspligt for et mindreårigt barn, har den ret, der afgør skilsmissen, og som har erklæret sig inkompetent i spørgsmålet om forældreansvar, stadig kompetence til at afgøre spørgsmålet om underholdspligt, hvis retten også er den, hvor sagsøgte har sin sædvanlige bopæl, eller hvor sagsøgte har givet møde uden at bestride rettens kompetence.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Artikel 3 i forordning nr. 4/2009 opstiller alternative kriterier for kompetence i sager om underholdspligt.
• Forordningens formål er at beskytte den underholdskrævende part, som anses for at være den svageste part.
• Artikel 5 i forordningen giver kompetence til den ret, hvor sagsøgte giver møde, medmindre kompetencen bestrides.
• Domstolens tidligere afgørelse i sag C-184/14 (A) vedrørte kun artikel 3, litra c) og d), og ikke de øvrige kompetencekriterier.
• Forordningen fastlægger udtømmende regler for kompetence, og nationale regler kan ikke anvendes.
• Forordningen giver ikke mulighed for at erklære sig inkompetent til fordel for en anden ret, som det er tilladt i sager om forældreansvar efter forordning nr. 2201/2003.
• En fortolkning, der udelukkende tillægger retten med kompetence i forældreansvar kompetence i sager om underholdsbidrag, kan begrænse den underholdskrævendes mulighed for at vælge lovvalg.
• Den underholdskrævende kan have flere grunde til at vælge retten på sagsøgtes bopæl, f.eks. anvendelse af domstolslandets lovgivning, sprog, omkostninger eller kendskab til sagsøgtes økonomiske forhold.

Centrale EU-retlige principper

• Autonomi og fleksibilitet i valg af værneting: Forordning nr. 4/2009 giver den underholdskrævende part mulighed for at vælge værneting, hvilket afspejler et hensyn til at beskytte den svagere part i sagen.
• Udtømmende kompetenceregler: Forordningen fastlægger udtømmende regler for kompetence i sager om underholdspligt, hvilket begrænser medlemsstaternes mulighed for at anvende nationale regler.
• Princippet om den underholdskrævendes beskyttelse: EU-retten tilsigter at sikre en effektiv beskyttelse af den underholdskrævende, hvilket bl.a. kommer til udtryk i retten til at vælge værneting og lovvalg.
• Forholdet mellem forordning nr. 4/2009 og forordning nr. 2201/2003: Selvom sager om forældreansvar og underholdspligt ofte er forbundne, er kompetencereglerne i de to forordninger forskellige, og en afgørelse om inkompetence i en sag om forældreansvar udelukker ikke nødvendigvis kompetence i en sag om underholdspligt.
• Haagerprotokollen af 2007: Domstolen fremhæver, at Haagerprotokollen giver den underholdskrævende mulighed for de facto at foretage et lovvalg.