Skattepligt på spillegevinster: Forskelsbehandling mellem nationale og udenlandske spillesteder

Sagen omhandler en italiensk skattelovgivning, der pålægger indkomstskat på gevinster fra hasardspil opnået i andre EU-medlemsstater, mens gevinster fra italienske spillesteder er fritaget for denne skat.

Cristiano Blanco og Pier Paolo Fabretti blev skatteansat for ikke at have angivet gevinster vundet på kasinoer i andre medlemsstater. De anfægtede skatteansættelserne og hævdede, at de var i strid med EU-retten, særligt princippet om fri udveksling af tjenesteydelser.

Parternes argumenter:

• Cristiano Blanco og Pier Paolo Fabretti: Gevinster opnået i Italien er fritaget for selvangivelsespligt og indkomstskat, da de er underlagt en kildeskat i form af en afgift på forlystelser. Gevinster opnået i andre lande bør ikke beskattes i Italien, hvis der allerede er indeholdt kildeskat i disse lande. Den italienske lovgivning er diskriminerende og i strid med artikel 56 TEUF.
• Agenzia delle Entrate: Skatteansættelserne er i overensstemmelse med gældende lovgivning. Sagsøgerne har undladt at indgive selvangivelse for de pågældende skatteår.
• Den italienske regering: Lovgivningen tilsigter at forhindre hvidvaskning af penge og begrænse strømmen af penge med usikker oprindelse til udlandet.

Centrale spørgsmål:

• Er den italienske lovgivning i strid med artikel 56 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser?
• Kan den forskellige behandling af gevinster opnået i Italien og i andre medlemsstater begrundes i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (artikel 52 TEUF)?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 52 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der pålægger gevinster ved hasardspil opnået ved spillesteder beliggende i andre medlemsstater indkomstskat, og som fritager tilsvarende indtægter for denne skat, når de hidrører fra spillesteder beliggende på dens eget område.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at en sådan lovgivning udgør en diskriminerende restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, som er sikret ved artikel 56 TEUF, både for udbydere og aftagere af disse tjenesteydelser. Domstolen fandt, at den skattemæssige forskelsbehandling gør det mindre attraktivt at bevæge sig til en anden medlemsstat for at spille hasardspil, da gevinster opnået i udlandet beskattes, mens gevinster opnået nationalt er fritaget.

Domstolen afviste argumentet om, at lovgivningen var begrundet i hensynet til at forhindre hvidvaskning af penge og begrænse strømmen af penge med usikker oprindelse. Domstolen henviste til, at medlemsstaterne ikke generelt kan antage, at organer i andre medlemsstater er involveret i kriminelle aktiviteter, og at der findes andre midler til at bekæmpe hvidvaskning af penge, såsom direktiv 2005/60/EF.