Beskyttelse af arbejdstagere: Insolvensydelse til tredjelandsstatsborgere uden gyldig opholdstilladelse

Sagen omhandler en tyrkisk statsborger, O. Tümer, der havde arbejdet i Nederlandene, men hvis arbejdsgiver gik konkurs. Tümer ansøgte om insolvensydelse, men fik afslag, fordi han ikke havde gyldig opholdstilladelse. Den nederlandske lovgivning definerede ham derfor ikke som "arbejdstager" i den kontekst.

Tvisten opstod mellem O. Tümer og Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (Uwv), den nederlandske arbejdsløsheds- og garantiinstitution. Uwv afslog at udbetale insolvensydelsen med den begrundelse, at Tümer var tredjelandsstatsborger uden lovligt ophold.

Centrale Raad van Beroep forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om direktiv 80/987 er til hinder for en national ordning, der nægter en tredjelandsstatsborger insolvensydelse, fordi vedkommende ikke har lovligt ophold, selvom vedkommende efter civilretlige regler betragtes som arbejdstager.

Uwv argumenterede for, at direktivet ikke kan have et bredere anvendelsesområde end dets retsgrundlag, artikel 137 EF, og derfor ikke kan finde anvendelse på tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold. Kommissionen argumenterede for, at direktivet har til formål at beskytte alle arbejdstagere, uanset deres opholdsstatus.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at direktiv 80/987 er til hinder for national lovgivning, der nægter en tredjelandsstatsborger insolvensydelse alene på grund af ulovligt ophold, selvom vedkommende efter national civilret anses for at være arbejdstager med ret til løn. Domstolen understregede, at direktivets sociale formål er at sikre minimumsbeskyttelse for alle arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Udelukkelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold fra denne beskyttelse er i strid med direktivets formål, især når national ret anerkender dem som arbejdstagere med ret til løn.

Domstolen bemærkede, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for at undgå misbrug, men at der i denne sag ikke var tegn på misbrug. Arbejdsgiveren havde opfyldt sine forpligtelser til at betale bidrag i henhold til national lovgivning om beskyttelse af arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.

Retlige Principper

• Direktivets sociale formål: Domstolen fremhævede, at direktiv 80/987 har et socialt formål, nemlig at sikre en minimumsbeskyttelse for alle arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.
• Definition af arbejdstager: Medlemsstaternes skønsmargen til at definere begrebet "arbejdstager" er begrænset af direktivets sociale formål. Definitionen skal omfatte personer, der har et ansættelsesforhold, der giver ret til løn.
• Forbud mod forskelsbehandling: Direktivet forhindrer national lovgivning i at forskelsbehandle arbejdstagere baseret på deres nationalitet eller opholdsstatus, når det kommer til beskyttelse i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.
• Beskyttelse mod misbrug: Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for at undgå misbrug, men disse foranstaltninger må ikke underminere direktivets sociale formål.