Indrejse for tredjelandsstatsborgere med opholdskort: Krav om EØS-familietilladelse er uforeneligt med EU-retten

Sagen omhandler Sean Ambrose McCarthy, Helena Patricia McCarthy Rodriguez og deres barn, der anfægter Det Forenede Kongeriges krav om, at Helena Patricia McCarthy Rodriguez, som er colombiansk statsborger og indehaver af et spansk opholdskort, skal have en EØS-familietilladelse for at indrejse i Det Forenede Kongerige.

Sagen drejer sig om fortolkningen af direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit, samt protokol nr. 20 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling.

High Court of Justice (England & Wales) forelagde spørgsmål for EU-Domstolen om, hvorvidt Det Forenede Kongerige kan kræve en EØS-familietilladelse fra indehavere af opholdskort udstedt af andre medlemsstater.

Secretary of State for the Home Department argumenterede for, at kravet om EØS-familietilladelse er nødvendigt for at forhindre misbrug af rettigheder og svig, idet der er et "systematisk problem" med forfalskede opholdskort.

Sagsøgerne anførte, at Det Forenede Kongeriges praksis er i strid med artikel 5, stk. 2, i direktiv 2004/38, som fritager indehavere af opholdskort for visumpligt.

Domstolens vurdering

Domstolen fastslår, at direktiv 2004/38 finder anvendelse, da Sean Ambrose McCarthy har udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at bosætte sig i Spanien, og Helena Patricia McCarthy Rodriguez er hans familiemedlem.

Domstolen fremhæver, at artikel 5 i direktiv 2004/38 ikke sondrer mellem indrejsemedlemsstater og fastslår, at besiddelse af et gyldigt opholdskort medfører fritagelse for visumpligt.

Domstolen anerkender, at medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for at forhindre misbrug af rettigheder eller svig, men disse skal baseres på en individuel vurdering og må ikke have et generelt præventivt formål.

Domstolen konkluderer, at Det Forenede Kongeriges krav om EØS-familietilladelse er i strid med direktiv 2004/38 og protokol nr. 20, da det fastsætter yderligere indrejsebetingelser ud over dem, der er fastsat i EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 35 i direktiv 2004/38 og artikel 1 i protokol nr. 20 skal fortolkes således, at de ikke tillader en medlemsstat i forfølgelsen af generalpræventive formål at pålægge en unionsborgers familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, og som er indehavere af et gyldigt opholdskort udstedt i medfør af artikel 10 i direktiv 2004/38 af myndighederne i en anden medlemsstat, en pligt til i henhold til national ret at være i besiddelse af en indrejsetilladelse, såsom EØS-familietilladelsen, for at kunne indrejse på dens område.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at direktiv 2004/38 tildeler individuelle rettigheder, og at foranstaltninger truffet i henhold til artikel 35 skal baseres på en individuel vurdering. En generel praksis, der nægter indrejse baseret på et formodet misbrug, er ikke tilladt. Protokol nr. 20 tillader kontrol ved grænserne, men ikke fastsættelse af yderligere indrejsebetingelser ud over dem, der er fastsat i EU-retten.

Centrale EU-retlige principper

• Fri bevægelighed for unionsborgere og deres familiemedlemmer:
  • Direktiv 2004/38 har til formål at lette udøvelsen af den grundlæggende ret til fri bevægelighed og ophold for unionsborgere og deres familiemedlemmer.
• Afledte rettigheder:
  • Familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, har afledte rettigheder, der er betinget af unionsborgerens udøvelse af retten til fri bevægelighed.
• Individuel vurdering:
  • Begrænsninger i retten til fri bevægelighed skal baseres på en individuel vurdering og må ikke have et generelt præventivt formål.
• Proportionalitetsprincippet:
  • Foranstaltninger, der begrænser retten til fri bevægelighed, skal være proportionale med det tilsigtede mål og må ikke gå videre end nødvendigt.
• Protokol nr. 20's rækkevidde:
  • Protokol nr. 20 tillader grænsekontrol, men ikke fastsættelse af yderligere indrejsebetingelser for personer, der har ret til indrejse i henhold til EU-retten.

Domstolen understreger, at medlemsstaterne ikke kan indføre generelle foranstaltninger, der hindrer unionsborgeres familiemedlemmers ret til fri bevægelighed, uden en individuel vurdering af risikoen for misbrug eller svig. Dette princip sikrer, at EU-rettens grundlæggende rettigheder respekteres og anvendes korrekt.