Annullation af Rådets afgørelse om rammeaftale med Filippinerne: Valg af retsgrundlag for tilbagetagelse, transport og miljø

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om annullation af Rådets afgørelse 2012/272/EU vedrørende undertegnelse af rammeaftalen om partnerskab og samarbejde mellem EU og Filippinerne. Kommissionen anførte, at Rådet uretmæssigt havde tilføjet retsgrundlag vedrørende tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere (artikel 79, stk. 3, TEUF), transport (artikel 91 TEUF og 100 TEUF) og miljø (artikel 191, stk. 4, TEUF).

Kommissionen argumenterede for, at rammeaftalens formål primært var at fremme samarbejde og udvikling, og at de tilføjede retsgrundlag var fuldt omfattet af artikel 209 TEUF om udviklingssamarbejde. Rådet derimod, støttet af flere medlemsstater, hævdede, at partnerskabs- og samarbejdsaftaler dækker en bred vifte af samarbejdsområder, og at valget af retsgrundlag forudsætter en undersøgelse af de påtagne forpligtelsers art. Rådet mente, at de konkrete forpligtelser inden for tilbagetagelse, transport og miljø krævede særskilte retsgrundlag.

Domstolen skulle tage stilling til, om bestemmelserne i rammeaftalen om tilbagetagelse, transport og miljø ligeledes henhørte under politikken for udviklingssamarbejde, eller om de gik ud over rammerne for denne politik og dermed krævede, at den anfægtede afgørelse baseres på supplerende retsgrundlag.

Afgørelse

Domstolen annullerede Rådets afgørelse 2012/272/EU for så vidt angår tilføjelsen af retsgrundlag vedrørende tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere, transport og miljø. Domstolen fastslog, at Rådet med urette havde anført artikel 79, stk. 3, TEUF, artikel 91 TEUF, artikel 100 TEUF og artikel 191, stk. 4, TEUF som retsgrundlag for afgørelsen.

Begrundelse

Domstolen begrundede sin afgørelse med, at rammeaftalens bestemmelser om tilbagetagelse, transport og miljø bidrager til at fremme udviklingssamarbejdets målsætninger og ikke indeholder forpligtelser af et sådant omfang, at de kan anses for at udgøre særskilte mål i forhold til udviklingssamarbejdets mål, som hverken er sekundære eller indirekte i forhold til disse. Domstolen henviste til, at migration, transport og miljø er integreret i den udviklingspolitik, der er defineret i den europæiske konsensus, og at disse områder er opført i forordning nr. 1905/2006 som områder inden for udviklingssamarbejde, der er berettiget til Unionens støtte.

Centrale EU-retlige principper

• Valg af retsgrundlag: Valget af hjemmel for en EU-retsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, herunder retsaktens formål og indhold.
• Dobbelt formål: Hvis en retsakt har et dobbelt formål, skal retsakten have en enkelt hjemmel, nemlig den, der kræves af det primære eller fremherskende formål.
• Flere formål: Hvis en retsakt forfølger flere formål, der på uadskillelig måde er indbyrdes forbundne, bør en sådan retsakt undtagelsesvis vedtages med de dertil svarende forskellige retsgrundlag.
• Udviklingssamarbejde: Unionens politik på området for udviklingssamarbejde er ikke begrænset til foranstaltninger, der direkte har til formål at udrydde fattigdom, men også forfølger målene i artikel 21 TEU, såsom at fremme en bæredygtig udvikling i økonomisk, social og miljømæssig henseende i udviklingslande med det hovedformål at udrydde fattigdommen.
• Aftalers kvalifikation: Uanset om der i en aftale om udviklingssamarbejde optages bestemmelser, der angår forskellige særlige forhold, kan denne omstændighed ikke ændre den måde, hvorpå aftalen skal kvalificeres, idet kvalifikationen bør ske ud fra aftalens hovedindhold og ikke ud fra særlige bestemmelser, når disse ikke indeholder forpligtelser af en sådan betydning for de særlige områder, at disse forpligtelser i realiteten må anses for særskilte målsætninger i forhold til formålet med udviklingssamarbejdet.