Annullationssøgsmål vedrørende aftale om overførsel af mistænkte pirater: Retsgrundlag og Parlamentets underretningsret

Europa-Parlamentet anlagde sag mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om annullation af Rådets afgørelse 2014/198/FUSP om undertegnelse og indgåelse af en aftale mellem EU og Tanzania om overførsel af mistænkte pirater. Parlamentet anførte, at afgørelsen med urette var baseret alene på artikel 37 TEU og at Parlamentet ikke var blevet tilstrækkeligt underrettet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 10, TEUF.

Parter:

• Europa-Parlamentet (sagsøger)
• Rådet for Den Europæiske Union (sagsøgt)

Baggrund: Sagen omhandlede gyldigheden af Rådets afgørelse om at indgå en aftale med Tanzania om overførsel af mistænkte pirater pågrebet af EU-ledede flådestyrker (operation Atalanta). Parlamentet argumenterede for, at afgørelsen burde have været baseret på et dobbelt retsgrundlag (artikel 37 TEU samt artikel 82 og 87 TEUF) og at Rådet havde tilsidesat sin forpligtelse til at underrette Parlamentet fuldt ud og straks om alle faser af forhandlingsprocessen.

Hovedspørgsmål:

1. Var det korrekte retsgrundlag for Rådets afgørelse alene artikel 37 TEU, eller skulle artikel 82 og 87 TEUF også have været inkluderet?
2. Havde Rådet opfyldt sin forpligtelse til straks og fuldt ud at underrette Parlamentet om alle faser af proceduren for forhandling og indgåelse af aftalen, jf. artikel 218, stk. 10, TEUF?

Argumenter:

• Parlamentet hævdede, at aftalen ikke kun vedrørte FUSP, men også retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde, hvilket krævede et dobbelt retsgrundlag og Parlamentets godkendelse.
• Rådet anførte, at aftalen udelukkende vedrørte FUSP, da den var indgået inden for rammerne af en militær krisestyringsoperation (Atalanta) med det formål at bekæmpe piratvirksomhed.
• Parlamentet anførte, at Rådet ikke havde underrettet det tilstrækkeligt om forhandlingerne og ikke havde fremsendt relevante dokumenter, hvilket hindrede Parlamentet i at udøve sin demokratiske kontrol.
• Rådet hævdede, at Parlamentet var blevet tilstrækkeligt underrettet og at manglende overholdelse af underretningspligten ikke havde påvirket Parlamentets mulighed for at udøve sine beføjelser.

Afgørelse

Domstolen annullerede Rådets afgørelse 2014/198/FUSP, men opretholdt afgørelsens virkninger.

Domstolen fandt, at Rådet havde tilsidesat artikel 218, stk. 10, TEUF, da Parlamentet ikke straks og fuldt ud var blevet underrettet om alle faser af proceduren for forhandling og indgåelse af aftalen. Dette udgjorde en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, da det forhindrede Parlamentet i at udøve sin ret til indsigt og gøre sit synspunkt gældende, især vedrørende det korrekte retsgrundlag.

Domstolen begrundede opretholdelsen af afgørelsens virkninger med, at en umiddelbar annullation kunne hindre gennemførelsen af operationer baseret på aftalen mellem EU og Tanzania, herunder retsforfølgelse af mistænkte pirater.

Retlige Principper

• Valg af retsgrundlag: Valget af retsgrundlag for en EU-retsakt skal baseres på objektive forhold, der kan underkastes domstolskontrol, herunder retsaktens formål og indhold.
• Dobbelt formål: Hvis en retsakt har et dobbelt formål, skal retsgrundlaget bestemmes af det primære formål. Kun hvis formålene er uløseligt forbundne uden et accessorisk element, skal der anvendes flere retsgrundlag.
• Parlamentets underretning: Artikel 218, stk. 10, TEUF pålægger Rådet en pligt til straks og fuldt ud at underrette Parlamentet om alle faser af proceduren for forhandling og indgåelse af internationale aftaler, inklusive FUSP-aftaler.
• Demokratisk kontrol: Underretningspligten er afgørende for at sikre Parlamentets demokratiske kontrol med Unionens eksterne aktioner og for at sikre, at Parlamentets beføjelser respekteres ved valg af retsgrundlag.
• Væsentlig formforskrift: Manglende overholdelse af underretningspligten udgør en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, der kan føre til annullation af den pågældende retsakt.