Forenelighed af national straffebestemmelse med EU-retten vedrørende ulovligt ophold og indrejseforbud

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hoge Raad der Nederlanden vedrørende fortolkningen af direktiv 2008/115/EF om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Sagen drejer sig om JZ, en algerisk statsborger, der opholdt sig i Nederlandene, selvom han var blevet pålagt et indrejseforbud. Han blev dømt i henhold til nederlandsk straffelov for at opholde sig i landet, selvom han var bekendt med indrejseforbuddet.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om en national straffebestemmelse, der kriminaliserer ophold i strid med et indrejseforbud, er forenelig med EU-retten, særligt når den pågældende tredjelandsstatsborger aldrig har forladt medlemsstatens område.

Parternes argumenter

• JZ anførte, at straffelovens artikel kun har til formål at straffe ophold i strid med et indrejseforbud, hvis retsvirkninger først indtræder, når den pågældende har forladt medlemsstaternes område.
• Den nederlandske regering argumenterede for, at straffelovens artikel har til formål at straffe ethvert ulovligt ophold af en tredjelandsstatsborger, der har kendskab til et indrejseforbud.

Centrale spørgsmål

• Er det i overensstemmelse med direktiv 2008/115 at straffe en tredjelandsstatsborger for ulovligt ophold, når den pågældende er bekendt med et indrejseforbud, men aldrig har forladt medlemsstatens område?
• Hvordan skal artikel 11 i direktiv 2008/115 fortolkes i forhold til retsvirkningerne af et indrejseforbud?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at direktiv 2008/115/EF, artikel 11, ikke er til hinder for national lovgivning, der straffer ulovligt ophold med fængsel, selvom tilbagesendelsesproceduren er afsluttet, og tredjelandsstatsborgeren ikke har forladt medlemsstaten. Dette gælder, hvis den påtalte adfærd defineres som ulovligt ophold med viden om et indrejseforbud, udstedt på grund af tidligere straffe eller risiko for offentlig orden. Dog må adfærden ikke defineres som en overtrædelse af indrejseforbuddet, og lovgivningen skal være tilgængelig, præcis og forudsigelig for at undgå vilkårlighed.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Direktivet harmoniserer ikke fuldt ud medlemsstaternes udlændingeregler, men fastsætter fælles standarder for tilbagesendelse.
• Medlemsstaterne kan straffe ulovligt ophold for at sikre en effektiv migrationspolitik, men straffen må ikke hindre direktivets mål.
• Et indrejseforbud får først retsvirkning, når tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstatens område. Derfor kan den pågældende ikke straffes for overtrædelse af indrejseforbuddet, før udrejsen har fundet sted.
• National lovgivning kan straffe ulovligt ophold, selvom tilbagesendelsesproceduren er afsluttet, hvis den pågældende ikke har en gyldig grund til at blive.
• Strafferetlige sanktioner skal overholde grundlæggende rettigheder, herunder retten til en retfærdig rettergang og forbuddet mod vilkårlig frihedsberøvelse.

Centrale EU-retlige principper

• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne skal sikre, at national lovgivning ikke underminerer EU-rettens effektivitet.
• Harmoniseringsprincippet: National lovgivning skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med EU-rettens mål.
• Grundlæggende rettigheder: Implementering af EU-ret skal ske under overholdelse af grundlæggende rettigheder, herunder dem, der er sikret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
• Tilbagesendelsesdirektivets formål: Direktiv 2008/115 har til formål at fastsætte fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, men det harmoniserer ikke fuldt ud medlemsstaternes udlændingeregler.
• Indrejseforbuddets retsvirkning: Et indrejseforbud får først retsvirkning, når tredjelandsstatsborgeren har forladt medlemsstatens område.

Anvendelse i sagen

Domstolen fastslog, at den nationale straffebestemmelse var forenelig med EU-retten, forudsat at den ikke definerede den strafbare adfærd som en overtrædelse af indrejseforbuddet, og at lovgivningen var tilstrækkelig klar og forudsigelig. Dette sikrer, at medlemsstaterne kan håndhæve deres migrationspolitikker uden at tilsidesætte EU-rettens principper og grundlæggende rettigheder.