Krav om lokal skatterepræsentant for udenlandske pensionsfonde og forsikringsselskaber er i strid med EU-retten

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Kongeriget Spanien for overtrædelse af artikel 56 TEUF og artikel 36 i EØS-aftalen. Kommissionen mente, at Spanien uretmæssigt krævede, at pensionsfonde og forsikringsselskaber fra andre medlemsstater, der udbyder erhvervspensionsordninger i Spanien, skulle udpege en skatterepræsentant med bopæl i Spanien.

• Parter: Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien (med Frankrig som intervenient til støtte for Spanien).
• Baggrund: Spansk lovgivning pålagde udenlandske pensionsfonde og forsikringsselskaber at udpege en skatterepræsentant med bopæl i Spanien.
• Kommissionens argumenter: Kravet udgjorde en ulovlig restriktion på den frie udveksling af tjenesteydelser.
• Spaniens argumenter: Kravet var nødvendigt for at sikre effektiv skattekontrol og bekæmpe skattesvig.

Domstolen fandt, at kravet om en lokal skatterepræsentant var en restriktion på den frie udveksling af tjenesteydelser og gik videre end nødvendigt for at sikre skattekontrol. Domstolen henviste til eksisterende EU-mekanismer for samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder. Dog blev Spanien frifundet for påstanden om tilsidesættelse af EØS-aftalens artikel 36, da Kommissionen ikke havde påvist tilstrækkelige mekanismer for udveksling af oplysninger med de EØS-lande, der ikke er medlem af EU.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at Kongeriget Spanien havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 56 TEUF ved at kræve, at pensionsfonde og forsikringsselskaber fra andre medlemsstater, der udbyder tjenesteydelser i Spanien, skulle udpege en skatterepræsentant med bopæl i Spanien.

Domstolen frifandt Kongeriget Spanien for påstanden om tilsidesættelse af EØS-aftalens artikel 36.

Begrundelse

Domstolen fandt, at kravet om en skatterepræsentant udgjorde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, da det påførte udenlandske tjenesteydere yderligere omkostninger og administrative byrder. Selvom effektive skattekontrol og bekæmpelse af skattesvig er legitime mål, gik kravet om en lokal skatterepræsentant videre end nødvendigt for at opnå disse mål.

Domstolen bemærkede, at der findes EU-mekanismer for samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder, som er tilstrækkelige til at sikre udveksling af oplysninger og inddrivelse af skatter. Spanien havde ikke tilstrækkeligt godtgjort, at disse mekanismer var utilstrækkelige i de omhandlede situationer.

Vedrørende EØS-aftalen fandt Domstolen, at Kommissionen ikke havde påvist, at der eksisterede tilstrækkelige mekanismer for udveksling af oplysninger og samarbejde med de EØS-lande, der ikke er medlem af EU, hvorfor kravet om en skatterepræsentant kunne være berettiget.

Centrale EU-retlige principper

• Fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF):
  • Forbyder restriktioner, der gør det vanskeligere for tjenesteydere fra andre medlemsstater at udbyde deres tjenesteydelser.
• Begrænsninger af grundlæggende friheder:
  • Kan kun tillades, hvis de forfølger et legitimt mål af almen interesse, er egnede til at sikre virkeliggørelsen af dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt.
• Proportionalitetsprincippet:
  • En foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til det mål, der søges opnået.
• Gensidig bistand mellem medlemsstater:
  • Medlemsstaterne skal udveksle oplysninger og samarbejde for at sikre en korrekt skatteansættelse og -inddrivelse.

Anvendelse i sagen

Domstolen fandt, at det spanske krav om en lokal skatterepræsentant var en restriktion på den frie udveksling af tjenesteydelser. Selvom målene om skattekontrol og bekæmpelse af skattesvig var legitime, var kravet uforholdsmæssigt, da der fandtes mindre restriktive midler til at opnå de samme mål, såsom gensidig bistand mellem medlemsstaterne.