Social sikring af vandrende arbejdstagere: Anvendelse af forordning 1408/71 ved ydelse af alderspension og børneydelser

Sagen omhandler tvister mellem Sociale Verzekeringsbank (SVB) og F. van den Berg, H.D. Giesen og C.E. Franzen vedrørende nedsættelse af alderspension og ægtefælletillæg samt afslag på børneydelser.

Sagsøgerne i hovedsagerne er nederlandske statsborgere, der er hjemmehørende i Nederlandene, men har arbejdet i Tyskland i forskellige perioder. SVB nedsatte deres ydelser eller afslog at tildele dem, fordi de i henhold til artikel 13 i forordning nr. 1408/71 var omfattet af tysk social sikringslovgivning i de pågældende perioder.

De centrale spørgsmål er, om EU-retten er til hinder for, at Nederlandene udelukker disse personer fra den nederlandske sociale sikringsordning, når de på grund af beskæftigelsens omfang i Tyskland ikke er berettiget til ydelser der.

Domstolen har tidligere fastslået, at artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 ikke er til hinder for, at en vandrende arbejdstager modtager ydelser fra bopælsmedlemsstaten.

Den forelæggende ret ønsker nu at vide, om EU-retten ikke blot tillader, men ligefrem påbyder, at se bort fra national ret, der udelukker en hjemmehørende fra sociale forsikringer, hvis vedkommende arbejder i en anden medlemsstat og er underlagt dennes lovgivning.

SVB anførte, at de pågældende ikke havde ret til sociale ydelser i medfør af tysk lovgivning.

Domstolen bemærkede, at EU-retten ikke garanterer, at en flytning til en anden medlemsstat er neutral på det sociale område. Artikel 45 og 48 i TEUF giver ikke ret til samme sociale dækning som i oprindelsesmedlemsstaten eller bopælsmedlemsstaten.

Domstolen fastslog, at artikel 45 og 48 i TEUF ikke forpligter en medlemsstat til at tildele sociale ydelser, når den vandrende arbejdstager ikke har ret til sådanne ydelser i medfør af lovgivningen i beskæftigelsesmedlemsstaten.

Domstolen bemærkede dog, at medlemsstaterne har mulighed for at aftale undtagelser fra princippet om én medlemsstats lovgivning i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1408/71.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 45 og 48 i TEUF ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der udelukker vandrende arbejdstagere fra social sikring i bopælsmedlemsstaten, når de er underlagt social sikring i beskæftigelsesmedlemsstaten, selvom denne lovgivning ikke giver ret til alderspension eller børneydelser.

Domstolen præciserede også, at artikel 13 i forordning nr. 1408/71 er til hinder for, at en medlemsstat betinger retten til alderspension af en forsikringsforpligtelse, der indebærer betaling af obligatoriske bidrag, når medlemsstaten ikke er kompetent i henhold til denne artikel.

Retlige Principper

• Fri bevægelighed for arbejdstagere: Artikel 45 og 48 i TEUF har til formål at sikre arbejdstagernes frie bevægelighed inden for EU.
• Koordinering af sociale sikringsordninger: Forordning nr. 1408/71 fastlægger regler for koordinering af medlemsstaternes sociale sikringsordninger.
• Princippet om én medlemsstats lovgivning: Artikel 13 i forordning nr. 1408/71 fastslår, at en person kun er underlagt lovgivningen i én medlemsstat.
• Medlemsstaternes kompetence: Medlemsstaterne har fortsat kompetence til at fastsætte betingelserne for tildeling af ydelser i henhold til deres sociale sikringsordninger, så længe de overholder EU-retten.
• Mulighed for undtagelser: Artikel 17 i forordning nr. 1408/71 giver medlemsstaterne mulighed for at aftale undtagelser fra reglerne om anvendelig lovgivning.