Beskatning af livsforsikring: Afgørelsen afhænger af forsikringstagerens bopæl

Sagen omhandler en tvist mellem det nederlandske forsikringsselskab RVS Levensverzekeringen NV (RVS) og den belgiske stat (Belgische Staat) vedrørende betaling af en årlig skat på livsforsikringsaftaler. RVS havde indgået aftaler med personer bosat i Nederlandene, som efterfølgende flyttede til Belgien.

De centrale spørgsmål er, om Belgien har ret til at beskatte livsforsikringspræmierne, når forsikringstagerne er bosat i Belgien, selvom aftalerne blev indgået, da de var bosat i Nederlandene. Den forelæggende ret ønsker at vide, om artikel 50 i direktiv 2002/83/EF og principperne om fri bevægelighed for personer og tjenesteydelser er til hinder for en sådan beskatning.

RVS argumenterer for, at beskatningsstedet skal fastlægges på tidspunktet for aftalens indgåelse (en statisk fortolkning), mens den belgiske stat og Europa-Kommissionen argumenterer for, at beskatningsstedet skal følge forsikringstagerens bopæl på tidspunktet for betaling af præmien (en dynamisk fortolkning).

Domstolen skal afgøre, hvordan begrebet "den medlemsstat, hvor forpligtelsen består" i artikel 50 i direktiv 2002/83/EF skal fortolkes, og om en national lovgivning, der beskatter livsforsikringspræmier baseret på forsikringstagerens nuværende bopæl, er forenelig med EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 50 i direktiv 2002/83 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat opkræver indirekte skat på livsforsikringspræmier betalt af fysiske personer med sædvanlig bopæl i denne medlemsstat, selvom forsikringsaftalerne blev indgået i en anden medlemsstat, hvor forsikringstagerne havde deres sædvanlige bopæl på aftaletidspunktet.

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• At artikel 50 har til formål at undgå dobbeltbeskatning af forsikringspræmier ved at tillægge én medlemsstat kompetencen til at beskatte livsforsikringspræmier.
• At en dynamisk fortolkning af artikel 50 sikrer, at beskatningskompetencen følger forsikringstagerens sædvanlige bopæl på tidspunktet for betaling af præmien, hvilket skaber en aktuel forbindelse mellem beskatningsstedet og forsikringstageren.
• At en statisk fortolkning, hvor beskatningsstedet fastlåses ved aftalens indgåelse, ville favorisere en forbindelse, der eksisterede på et tidligere tidspunkt, frem for den aktuelle forbindelse.
• At en dynamisk fortolkning fremmer lige konkurrencevilkår, da den sikrer, at samme skattemæssige ordning gælder for både eksisterende og potentielle nye aftaler, uanset forsikringsselskabets hjemsted.
• At en dynamisk fortolkning er forenelig med det overordnede mål om at skabe et indre marked for livsforsikringsvirksomhed baseret på fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser.

Retlige Principper

• Fri udveksling af tjenesteydelser: Domstolen bekræfter, at beskatning af forsikringspræmier kan påvirke den frie udveksling af tjenesteydelser, og at skatteregler ikke må føre til konkurrencefordrejning.
• Fortolkning af EU-ret: Domstolen understreger, at fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal baseres på dens ordlyd, kontekst og formål.
• Princippet om loyalt samarbejde: Medlemsstaterne skal sikre, at deres skattesystemer ikke underminerer EU's mål om et indre marked.
• Undgåelse af dobbeltbeskatning: Artikel 50 i direktiv 2002/83 har til formål at undgå dobbeltbeskatning ved at tildele beskatningskompetencen til én medlemsstat.
• Dynamisk fortolkning: Domstolen anvender en dynamisk fortolkning af begrebet "den medlemsstat, hvor forpligtelsen består", hvilket betyder, at beskatningsstedet kan ændre sig over tid i takt med forsikringstagerens bopæl.

Domstolens fortolkning af artikel 50 i direktiv 2002/83 fremmer den frie udveksling af tjenesteydelser og sikrer, at beskatningen af forsikringspræmier ikke skaber konkurrencefordrejning. Princippet om dynamisk fortolkning giver fleksibilitet og sikrer, at beskatningen afspejler den aktuelle situation.