Højesteretsdom om vurderingsmænds beføjelser efter mark- og vejfredsloven: Hjemmel til at pålægge etablering af indhegning?

Denne Højesteretsdom omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse truffet af vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven kan indbringes for domstolene, og om vurderingsmændene har hjemmel til at pålægge en part at etablere en indhegning. Sagen drejer sig om en tvist mellem to naboer, hvor den ene nabo klagede over, at den andens heste åd af hans hæk. Vurderingsmændene pålagde herefter hesteejeren at etablere en ny indhegning. Højesteret fandt, at sagen kunne anlægges mod vurderingsmændene, da den rejste væsentlige spørgsmål om deres kompetence. Højesteret fastslog desuden, at der ikke er hjemmel i mark- og vejfredsloven til at pålægge en part at etablere en indhegning.

Baggrund for sagen

• En nabo (C) klagede over, at A's heste spiste hans hæk.
• C henvendte sig til B, der var formand for både hegnsynet og vurderingsmændene.
• Vurderingsmændene pålagde A at etablere en ny indhegning.
• A anlagde sag mod "Hegnsynet ved X Kommune ved formand B".

Problemstillingen

• Kan en afgørelse truffet af vurderingsmænd indbringes for domstolene?
• Har vurderingsmændene hjemmel til at pålægge en part at etablere en indhegning?

Højesterets begrundelse

• Sagen kan anlægges mod vurderingsmændene, da den rejser væsentlige spørgsmål om deres kompetence.
• Vurderingsmænd er et tvistnævn, og sager skal som udgangspunkt anlægges mod modparten.
• Der er ikke hjemmel i mark- og vejfredsloven til at pålægge en part at etablere en indhegning.
• Mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1 omhandler erstatning for skader, men ikke påbud om indhegning.
• Hegnslovens § 19, stk. 8 og § 26 giver hegnsynet beføjelser til at pålægge opsætning af beskyttelseshegn, men disse bestemmelser gælder ikke for vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven.

Konsekvenser af dommen

• Kendelsen fra vurderingsmændene ophæves som ugyldig.
• Vurderingsmændene skal tilbagebetale omkostningerne til A.
• Dommen præciserer grænserne for vurderingsmænds beføjelser efter mark- og vejfredsloven.

Højesteret ophævede vurderingsmændenes kendelse, idet retten fandt, at vurderingsmændene ikke havde hjemmel i mark- og vejfredsloven til at pålægge A at etablere en ny indhegning. Retten lagde vægt på, at mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1 alene omhandler erstatning for skader forvoldt af husdyr, og at der ikke findes bestemmelser i loven, der giver vurderingsmændene beføjelse til at pålægge en part at etablere en indhegning. Højesteret bemærkede, at sådanne beføjelser findes i hegnslovens § 19, stk. 8 og § 26 for hegnsynet, men at disse bestemmelser ikke kan anvendes af vurderingsmænd efter mark- og vejfredsloven. Retten fastslog, at der forelå sådanne væsentlige mangler ved vurderingsmændenes kendelse, at den måtte ophæves som ugyldig. Vurderingsmændene blev derfor pålagt at tilbagebetale de af A betalte omkostninger.