Sø- og Handelsretten: Kompetence til at udstede EU-dækkende forbud i varemærkesag

Sagen omhandler spørgsmålet om Sø- og Handelsrettens kompetence til at pålægge sanktioner, herunder forbud, tilbagekaldelse og destruktion, med virkning for hele EU i en varemærkekrænkelsessag. Sagsøgerne, Sports Group Denmark A/S og Victor Rackets Ind. Corp, er indehavere af de danske og EU-registrerede varemærker "FORZA" og "FZ". De påstår, at sagsøgte, EPC Alternative Source og Forza Fighting Gear BV, har krænket deres rettigheder ved at anvende ordet "FORZA" samt ordkombinationerne "FORZA FIGHTING GEAR" og "FORZA SPORTSWEAR" og dertilhørende figurmærker i forbindelse med salg og markedsføring af sportsrelaterede varer og tjenesteydelser i EU.

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne nedlagde principale påstande om, at sagsøgte forbydes i EU at:

• Anvende ordet FORZA samt ordkombinationerne FORZA FIGHTING GEAR og FORZA SPORTSWEAR og de dertilhørende figurmærker i forbindelse med salg og markedsføring af beklædningsgenstande til sportsbrug og fritid, hovedbeklædning, kasketter, sportsartikler, sportsudstyr, gymnastikartikler, lægbind, knæbind, beskyttelsesudstyr, handsker, sportstasker, medicinbolde, boksepuder, drikkeflasker og træningselastikker.
• Anvende de nævnte mærker som forretningskendetegn for detail- og engroshandel med de samme varetyper.

Herudover påbød sagsøgerne, at sagsøgte tilbagekalder og fjerner alle beklædningsgenstande og tilbehør samt labels og emballage med de krænkende mærker fra sine forhandlere i EU.

Sagsøgtes påstand

Sagsøgte nedlagde påstand om afvisning af de principale påstande.

Sagens forløb og værneting

Sagen blev anlagt den 5. oktober 2021 og er udskilt til særskilt behandling vedrørende spørgsmålet om rettens kompetence til at pålægge EU-dækkende sanktioner, jf. Retsplejeloven § 253, stk. 1. Sagen har tidligere været sat i bero på en midlertidig forbudssag (BS-37996/2021-SHR).

I forbudssagen afviste Sø- og Handelsretten oprindeligt sagen den 23. maj 2022 grundet manglende værneting. Østre Landsret ophævede dog denne kendelse den 28. september 2022 og fandt, at der var værneting for sagen i medfør af domsforordningens artikel 7, nr. 2, med henvisning til EU-Domstolens praksis om deliktsværneting ved online-krænkelser af nationale varemærker. Sagen blev herefter hjemvist til realitetsbehandling ved Sø- og Handelsretten.

Sø- og Handelsretten afsagde den 25. januar 2023 kendelse i forbudssagen, hvor flertallet fandt betingelserne for midlertidige forbud opfyldt og forbød sagsøgte at anvende de omhandlede mærker i Danmark. Denne kendelse blev dog ophævet af Østre Landsret den 7. juli 2023, da det ikke var sandsynliggjort, at der forelå eller var udsigt til en krænkelse af sagsøgernes varemærkerettigheder i Danmark, som gjorde et forbud nødvendigt.

Parterne var enige om, at retten forlods kunne tage stilling til spørgsmålet om afvisning af de principale påstande på det foreliggende skriftlige grundlag, jf. Retsplejeloven § 253, stk. 1.

Sø- og Handelsretten skulle afgøre, om den havde kompetence til at pålægge sanktioner med virkning for hele EU i medfør af EU-varemærkeforordningen (EU) nr. 2017/1001 og domsforordningen (EU) nr. 1215/2012.

Retten lagde til grund, at et EU-varemærke har enhedskarakter og nyder ensartet beskyttelse i hele Unionen. En EU-varemærkedomstol, der er stedlig kompetent i medfør af varemærkeforordningens artikel 125, stk. 1-4, er i princippet kompetent til at udstede forbud, der omfatter hele Unionen, jf. varemærkeforordningens artikel 126, stk. 1, litra a.

Sagsøgerne havde påberåbt sig rettens kompetence i medfør af varemærkeforordningens artikel 125, stk. 4, som henviser til domsforordningens artikel 25 (værnetingsaftale) og artikel 26 (møde i retten).

Retten fastslog, at der ikke var indgået en værnetingsaftale mellem parterne, hvorfor domsforordningens artikel 25 ikke fandt anvendelse. Endvidere fandt retten, at domsforordningens artikel 26 ikke fandt anvendelse, da sagsøgtes advokat alene var mødt for at bestride Sø- og Handelsrettens kompetence, og ikke for at give møde i sagen.

Da sagsøgerne ikke havde gjort gældende, at retten havde stedlig kompetence i medfør af varemærkeforordningens artikel 125, stk. 1-3, og da domsforordningens artikel 7, nr. 2 (deliktsværneting), ikke giver international kompetence i sager omfattet af varemærkeforordningens artikel 124, jf. artikel 122, stk. 2, litra a, konkluderede retten, at den ikke havde international kompetence til at udstede forbud eller øvrige sanktioner, der gælder for hele EU.

Under disse omstændigheder afviste Sø- og Handelsretten sagsøgernes principale påstande 1-3. Afgørelse om sagsomkostninger blev udskudt til sagens endelige afgørelse, da der fortsat henstod subsidiære påstande.