Udvisning efter 12 års socialbedrageri var ikke i strid med retten til familieliv

Sagen omhandler en tunesisk statsborger, der klagede over, at en udvisningsdom fra Schweiz krænkede hans ret til familieliv. Klageren ankom til Schweiz i 1999 som 19-årig, blev gift i 2005 og fik tre børn med sin ægtefælle.

Anklagen og dommen i Schweiz

I 2018 blev klageren idømt 2,5 års delvist betinget fængsel samt udvist med et indrejseforbud i 5 år. Dommen blev afsagt for omfattende socialbedrageri, som han havde begået i forening med sin ægtefælle i perioden fra 2005 til 2017. Klageren var desuden tidligere straffet for biltyveri i 2013.

Klagerens påstand

Klageren gjorde gældende, at udvisningen udgjorde et uproportionalt indgreb i hans familieliv, da han havde boet i Schweiz i ca. 20 år og havde hele sin kernefamilie i landet. Han påstod derfor, at udvisningen var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konkluderede, at udvisningen af klageren og det medfølgende indrejseforbud på 5 år ikke udgjorde en krænkelse af retten til familieliv, som er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.

Domstolen anerkendte, at udvisningen var et indgreb i klagerens familieliv. Ved en samlet afvejning lagde domstolen dog afgørende vægt på kriminalitetens alvor og varighed – socialbedrageri begået systematisk over 12 år. Domstolen bemærkede også, at klageren var indrejst i Schweiz som voksen og havde bevaret tilknytning til sit hjemland, Tunesien.

Indrejseforbuddets midlertidige karakter (5 år) blev anset for at være proportionalt. De schweiziske myndigheders afvejning mellem klagerens interesse i at forblive i landet og samfundets interesse i at forebygge kriminalitet blev derfor anset for at være rimelig og nødvendig i et demokratisk samfund.