Firmapensionsordningers omfang: Kan en sundhedsforsikring inkluderes?

Sagen omhandlede en tvist mellem CO-industri og DI Overenskomst I for ETK Elektronik A/S vedrørende, hvorvidt det var i strid med parternes overenskomstgrundlag, at ETK Elektronik A/S opretholdt en sundhedsforsikring som en del af virksomhedens firmapensionsordning.

Sagens Baggrund

ETK Elektronik A/S havde siden 2002 haft en pensionsordning hos Skandia, som også indeholdt en sundhedsforsikring, etableret under en tidligere overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening. I september 2008 tiltrådte virksomheden Industriens Overenskomst pr. 1. januar 2009, og det blev aftalt, at den eksisterende pensionsordning hos Skandia kunne videreføres for alle nuværende ansatte, der måtte ønske dette. Ved indmeldelsen i DI Overenskomst I pr. 9. januar 2009 blev det protokolleret, at virksomheden bevarede den eksisterende pensionsordning for allerede ansatte. Tvisten opstod, da CO-industri under de efterfølgende tilpasningsforhandlinger krævede, at sundhedsforsikringen blev fjernet fra firmapensionsordningen.

Parternes Påstande

• CO-industri nedlagde påstand om, at § 8, stk. 4, i Industriens Funktionæroverenskomst skal forstås sådan, at en firmapensionsordning ikke kan omfatte en sundhedsforsikring. Som konsekvens heraf skulle virksomheden tilbagebetale ethvert beløb, som de berørte medarbejdere havde betalt til pensionsordningens sundhedsforsikringsdel siden virksomhedens indmeldelse i DI Overenskomst I.
• DI Overenskomst I v/DI for ETK Elektronik A/S nedlagde påstand om frifindelse.

Parternes Argumentation

• CO-industri argumenterede for, at reglerne skulle fortolkes i lyset af deres formål og historik, som var at etablere ensartede ordninger med fokus på pensionsafkast og med et oprindeligt meget restriktivt udgangspunkt for dispensationer. De fremhævede, at praksis havde skabt en berettiget forventning om, at nye vilkår i firmapensionsordninger krævede enighed mellem parterne. CO-industri var politisk imod sundhedsforsikringer, der involverede privathospitaler, og mente, at medlemmers pensionsbidrag ikke skulle anvendes til sådanne ydelser. De anførte desuden, at en sundhedsforsikring ikke rummer et pensionsgivende element og derfor ikke er omfattet af begrebet "arbejdsmarkedspension" efter § 8, stk. 4, litra a.
• DI anførte, at reglerne var et resultat af forhandling og et kompromis, og at sagen skulle afgøres efter en almindelig ordlydsfortolkning af overenskomsten. De hævdede, at kravene i funktionæroverenskomstens § 8, stk. 4, litra a) til k) var udtømmende beskrevet som minimumskrav, hvilket tillod yderligere ydelser. DI afviste, at praksis krævede enighed om andre ydelseselementer, og nævnte eksempler som sumudbetaling ved kritisk sygdom og præmiefritagelse. De argumenterede for, at "arbejdsmarkedspension" ikke kun omfatter "pensionsgivende elementer", og at Skandia som pensionsleverandør lovligt kunne tilbyde sundhedsforsikringer. DI fremhævede, at der siden 2000 var sket et "systemskifte", hvor der ikke længere var krav om samme kvalitative indhold som Teknikerpension/HKI-pension eller krav om godkendelse, men blot opfyldelse af objektive krav dokumenteret ved en indeståelseserklæring fra pensionsforsikringsselskabet, hvilket Skandia havde leveret.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Opmanden fandt, at sagen skulle afgøres på baggrund af en almindelig ordlydsfortolkning af overenskomstens bestemmelser, da CO-industri ikke havde anført omstændigheder, der kunne føre til et andet grundlag.

Det blev fastslået, at:

• Ifølge § 49, stk. 5, i Industriens Overenskomst (nu § 48, stk. 5) kan nyoptagne medlemmer af DI videreføre en eksisterende firmapensionsordning for allerede ansatte medarbejdere, forudsat at ordningens ydelsessammensætning inden for 12 måneder tilpasses forudsætningerne i Industriens Funktionæroverenskomst § 8, stk. 4, litra a) og c)-k).
• Kravet i § 8, stk. 4, litra a), om at ordningen skal være en "arbejdsmarkedspension", definerer ikke specifikt, hvad en arbejdsmarkedspension er. Begrebet skal forstås i sin almindelige betydning som en samlebetegnelse for alle pensionsordninger tilknyttet et ansættelsesforhold. Da pensionsleverandører lovligt kan udbyde pensionsordninger, der inkluderer en sundhedsforsikring, er en sådan samlet ordning omfattet af begrebet arbejdsmarkedspension. Det er derfor ikke i strid med overenskomsten, at en firmapensionsordning inkluderer en sundhedsforsikring.
• Bestemmelserne i § 8, stk. 4, litra c)-k), opstiller en række indholdsmæssige krav til ordningen, herunder ydelsesdækning og -sammensætning. Disse krav fremstår som minimumskrav, og det kan ikke udledes af bestemmelsen – eller af parternes praksis – at en firmapensionsordning ikke må indeholde ydelseselementer, som ikke er specifikt nævnt i § 8, stk. 4. Sådanne ydelser forekommer regelmæssigt i praksis (f.eks. sumudbetaling ved kritisk sygdom eller ret til præmiefritagelse ved langvarig sygdom) uden indsigelser.
• Da Skandia havde afgivet en indeståelseserklæring for, at ETK Elektronik A/S' firmapensionsordning opfylder overenskomstens krav, kunne CO-industri ikke gives medhold i den nedlagte påstand.

Afgørelse

Opmanden tilkendegav, at en eventuel kendelse ville falde ud til fordel for DI's frifindelsespåstand. Parterne tog tilkendegivelsen til efterretning og var enige om, at sagen afsluttes med, at tilkendegivelsen tillægges virkning som en kendelse. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden.