Fortolkning af pensionssikringsregulativ vedrørende invaliditetsdækning

Sagen omhandlede en uoverensstemmelse mellem Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening (DFL) og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) vedrørende fortolkningen af pensionssikringsregulativet i parternes overenskomst. Det centrale spørgsmål var, om dækningen ved invaliditet skulle udgøre den samme procentdel af medarbejderens årsløn ved udbetaling, som medarbejderen valgte ved indtræden i ordningen.

DFL nedlagde påstand om, at FA skulle anerkende, at overenskomstens pensionsregulativ punkt A1 (tidligere B1) medførte, at invaliderenten ved udbetaling som minimum skulle have samme procentuelle størrelse af medarbejderens årsløn, som valgt ved indtræden i ordningen. FA påstod frifindelse.

Sagen blev behandlet af en faglig voldgiftsret med fhv. højesteretspræsident Børge Dahl som formand og opmand. Under sagens behandling blev der afgivet forklaringer af HR Governance and Control Officer Poul Hansen fra Codan Forsikring A/S og advokat Peter Teisen fra SEB Pension.

Parternes Argumentation

DFL argumenterede for, at medarbejderens valg af invaliderentens procentuelle størrelse ved indtræden i ordningen skulle være bindende for den procentuelle størrelse ved udbetaling. Dette indebar en fortolkning af "årsløn" som den årsløn, der var gældende ved indtræden i ordningen, eller at den valgte procentdel skulle fastholdes i forhold til den aktuelle årsløn ved udbetaling.

FA argumenterede for frifindelse, hvilket indebar en afvisning af DFL's fortolkning. FA's position var, at pensionssikringsregulativet ikke indebar en ydelsesdefineret dækning, hvor den procentuelle størrelse af invaliderenten var fastlåst i forhold til årslønnen ved indtræden. De anførte, at ordningen var bidragsfinansieret, og at "årsløn" skulle forstås som den aktuelle årsløn på skadestidspunktet, med mulighed for justeringer af pensionsleverandøren for at opretholde balancen i ordningen, f.eks. som følge af arbejdsmarkedsbidrag.

Opmandens Begrundelse og Resultat

Arbejdsretten, ved opmanden, fandt, at en kollektiv firmapensionsordning, som den aftalte i pensionssikringsregulativet, typisk bygger på løbende bidragsbetaling af den aktuelle løn, hvor bidragene er fastsat på forhånd, ikke ydelserne. Selvom ydelsesdefinerede dækningselementer kan forekomme, var hovedspørgsmålet, om regulativet indeholder et krav om en ydelsesdefineret invaliderente.

Opmanden begrundede afgørelsen med følgende:

• Pensionssikringsregulativets punkt A1 om dækning ved invaliditet gælder for både selskabsbestemte og lokalt aftalte pensionsordninger, hvilket understreger vigtigheden af forsørgelse ved invaliditet.
• Fortolkningen af "årsløn" i punkt A1, hvor invaliderenten ved indtræden skal udgøre en andel af medarbejderens årsløn, skal ses i lyset af ordningens formål og løbende bidragsbetaling. Dette indebærer, at der sigtes til årslønnen på skadestidspunktet, ikke årslønnen ved indtræden i ordningen. Angivelsen "ved indtræden i ordningen" refererer til medarbejderens valg af invaliderenteprocent (mellem 20 og 80 %) i forhold til årslønnen på skadestidspunktet.
• En tidligere bestemmelse fra 1987-overenskomsten ændrer ikke denne fortolkning.
• Pensionssikringsregulativet fastlægger rammen for, hvad der skal være muligt at aftale ved indtræden, men overlader det til den enkelte virksomhed og pensionsleverandør at fastlægge det konkrete indhold af firmapensionsordningen. Dette inkluderer muligheden for omvalg eller ændringer foretaget af pensionsleverandøren, f.eks. for at opretholde balancen mellem pensionsordningens elementer, herunder som følge af arbejdsmarkedsbidrag.
• En sådan ændring, der neutraliserer effekten af arbejdsmarkedsbidrag, anses ikke for at tilsidesætte kravet om "bedst mulige vilkår", hvilket understøttes af en udtalelse fra Finansministeren fra 1993.

Afgørelse

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) blev frifundet. Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmanden.